George Orwell – socialist, anarkist eller hvad...?
Om George Orwells politiske udvikling

1. Indledning
2. Politik
2.1. Fascisme
2.2. Socialisme - stalinisme - trotskisme
2.3 Anarkisme
3. Tidstavle
4. Orwells politiske udvikling
4.1. Burma
4.2. Down and Out in Paris and London
4.3. The Road to Wigan Pier
4.4. Homage to Catalonia
4.5. Orwell og Independent Labour Party
4.6. Coming up for Air
4.7. Orwell og 2. verdenskrig
4.8. Animal Farm
4.9. Orwell på vej mod Nineteen Eighty-Four
4.10. Nineteen Eighty-Four
5. Konklusion
6. Bibliografi
7. Noter

1. Indledning

Nineteen Eighty-Four, som udkom i 1949, er konklusionen på George Orwells forfatterskab, både fordi det var den sidste bog, han p.g.a. sin tidlige død skulle skrive, og fordi det var den bog, som stort set hele Orwells forfatterskab havde været en forberedelse til. Orwell hørte politisk til på venstrefløjen, og mange herfra beskyldte ham for med Nineteen Eighty-Four at være gået de reaktionæres ærinde, fordi bogen var så tydeligt anti-kommunistisk. Men anti-kommunisme er til en hvis grad et unuanceret begreb, idet man kan være anti-kommunist af forskellige årsager. Denne tekst er en gennemgang af Orwells politiske udvikling og et forsøg på at finde ud af, hvem Orwell var som politisk menneske.

Ved siden af sine romaner skrev Orwell utallige essays og artikler. Jeg har i overvejende grad koncentreret mig om romanerne med undtagelse af perioden 1940-48, hvor Orwell udelukkende skrev essays og artikler, bortset fra Animal Farm, der udkom i 1945.

Følgende forkortelser vil blive brugt i forb. med citater fra bøger af Orwell:

Animal Farm: AF
Collected Essays, Journalism and Letters: CEJL
Coming up for Air: CUA
Down and Out in Paris and London: DOPL
Homage to Catalonia: HTC
Nineteen Eighty-Four: NEF
The Road to Wigan Pier: RWP

2. Politik

Tidsmæssigt dækker George Orwells forfatterskab en politisk meget urolig periode. Hans første bog, Down and Out in Paris and London, udkom i 1933, kun 16 år efter den russiske revolution. Frem til 1949, hvor Nineteen Eighty-Four blev udgivet, skulle verden opleve den spanske borgerkrig, nazismen i Tyskland og fascismen i Italien, stalinismen og Moskva-processerne i USSR og endelig den 2. verdenskrig.

Det følgende er en kortfattet gennemgang af de herskende politiske ideologier i den periode; ideologier, som Orwell tog klart personlig stilling til, og som udgjorde baggrunden for hans forfatterskab.

Benito Mussolini og Adolf Hitler

Fascismen opstod i 1920’erne og 1930’erne i Italien og Tyskland (her under navnet nazisme) som højrefløjens modtræk til det reelle politiske alternativ, som socialismen var blevet med den russiske revolution. Kernen i de fascistiske bevægelser var grupper, hvis mål var magt, og som var anti-parlamentariske. I stedet for den parlamentariske statsform ønskede de handlingens statsform, diktaturet, hvor de aktive og stærke var de ledende, og hvor befolkningens behov for en tro uden forbehold blev tilfredsstillet af den statslige propaganda, der tillige havde den funktion, at den skulle sikre befolkningens rolige underkastelse.

En af begrundelserne for fascisternes anti-parlamentariske holdning var deres opfattelse af nationen. Nationen var et begreb i sig selv og eksisterede uafhængig af tid. Nationen var ikke det samme som folket, og derfor kunne folket heller ikke lede nationen. Det kunne derimod føreren. Fascismen forudsatte én enkelt fører som organisationens udgangspunkt. Alle andre var at betragte som hans følge. I førermyten indgik ydermere et element af mysticisme. Føreren var legemliggørelsen af den nationale idé, og der var ingen modsætning mellem fører og nation.

Nationen blev opfattet som en organisme. På samme måde som mennesket har en hjerne, der styrer, og lemmer, der udfører hjernens "ordrer", havde nationen en overordnet ledelse og så de enkelte samfundsgrupper, der udførte ledelsens ordrer. Parlamentarisme var ensbetydende med, at lemmerne skulle give hjernen ordrer, og klassekampen, som fascisterne hævdede var en følge af parlamentarismen, var lemmernes kamp mod hinanden.

   
Karl Marx – Vladimir I. Lenin

Socialisme bliver sædvanligvis defineret som "fælleseje af produktionsmidlerne". Groft sagt ejer staten, som repræsenterer hele nationen, alle produktionsmidlerne, og alle er "ansat" hos staten. Dette betyder ikke, at man ikke har private ejendele som f.eks. tøj og møbler, men det betyder, at jord, miner, skibe o.lign. er kollektivt ejede. Staten er i sidste ende den eneste producent. I modsætning til kapitalismen hævdes socialismen at kunne løse produktions- og forbrugsproblemerne. Normalt kan en kapitalistisk økonomi aldrig forbruge alt, hvad den producerer. Der er altid et overskud, som går til spilde, som bliver destrueret, og der er altid arbejdsløshed. I en socialistisk økonomi eksisterer disse problemer angiveligt ikke. Staten "beregner" simpelthen hvilke varer, der er behov for, og gør så sit bedste for at producere dem.

Men at definere socialismen som "fælleseje af produktionsmidlerne" er ikke nok. Man må også tilføje indkomstlighed, politisk demokrati, lige muligheder for uddannelse. Dette hævdes at være det nødvendige værn mod klassesamfundets tilbagevenden. Centraliseret ejendomsret har ingen betydning, medmindre folk har en nogenlunde ens levestandard og kontrol med regeringsmagten. "Staten" kan nemlig komme til blot at betyde et selvvalgt politisk parti, og en oligarkisk styreform med privilegier baseret på magt og penge kan vende tilbage.

I den oprindelige marxisme er socialismen blot en overgangsfase, og den vil blive afløst af kommunismen, der på mange måder ligner anarkismen, bl.a. i sin statsløshed. Men når Orwell talte om kommunismen, mente han det system, der med tiden var opstået i USSR, og som kunne betegnes som statskapitalisme og stalinisme.

I begyndelsen af 1920’erne vedtog man i USSR en ny økonomisk politik, der medførte en delvis genindførelse af kapitalistiske produktionsforhold, der så til gengæld var under kontrol af et politisk organ, det kommunistiske parti. Sidenhen førte udviklingen efter nogens mening ikke til andet, end at staten blev den almene kapitalist; heraf betegnelsen statskapitalisme.

Josef Stalin

Stalinismen baserer sig bl.a. på en række skrifter af Josef Stalin, men nogen egentlig stalinistisk teori findes ikke. Det nærmeste man kommer er doktrinen om "socialisme i ét land", hvormed Stalin sidst i 1920’erne hævdede, at det skulle være muligt at gennemføre socialismen i ét enkelt isoleret land – modsat den oprindelige marxismes lære. Og selv ikke denne doktrin kan tilskrives Stalin fuldt ud, idet Vladimir Lenin havde været inde på det samme.

I Stalins regeringsperiode udvikledes et bureaukrati, en lille lederklike og et terrorregime med forfølgelse og udrensning af alle kritiske elementer. Det er dette, begrebet stalinisme normalt henviser til – også for Orwell.

Lev Trotski

Trotskisme dækker over Lev Trotskis bidrag til den marxistiske teori. Trotski mente ikke, at socialismen kunne indføres i ét land alene. Han mente heller ikke, at revolutionen faldt i forskellige faser – f.eks. først den borgerlige revolution, dernæst den proletariske. Den proletariske revolution måtte hele tiden være på den politiske dagsorden overalt, også i mindre udviklede lande – heraf begrebet den permanente revolution. Efter Trotskis fordrivelse fra USSR i 1929 grundlagdes trotskismen som en politisk bevægelse, der bl.a. var karakteriseret af en skarp kritik af forholdene i USSR.

    
Mikhail Bakunin – Pjotr Kropotkin

Anarkisterne har nok været enige om de grundlæggende principper i anarkismen, men der findes ingen samlet teori, og der er 7–8 forskellige opfattelser af, hvordan et anarkistisk samfund skal organiseres. Med hensyn til de grundlæggende ideer har den italienske anarkist og forfatter Errico Malatesta udtrykt anarkismens mål som

[...] the complete destruction of the domination and exploitation of man by man. [Note 1]

Den engelsk-canadiske anarkist og forfatter George Woodcock definerer anarkismen som

[...] a system of social thought, aiming at fundamental changes in the structure of society and particularly – for this is the common element uniting all its forms – at the replacement of the authoritarian state by some form of non-governmental cooperation between free individuals. [Note 2]

Ordet anarki kommer af det græske anarchos, der betyder uden hersker. Anarkismen er imod enhver form for autoritet, uanset på hvilket niveau den forekommer. Anarkisterne er imod staten, fordi staten er den største autoritet i et samfund. De ønsker, at mennesket selv skal bestemme over sit liv. Normalt hører man, at ikke alle mennesker er så gode, at de kan styre deres liv; derfor må der være en instans, f.eks. en regering, til at gøre det for dem. Hertil svarer anarkisterne, at hvis folk er så slemme, at de skal styres af andre, hvordan kan nogen så være så gode, at de kan påtage sig dette? Dog er anarkisterne ikke mod organisation som sådan; de er kun imod organisation baseret på autoritet, altså en hierarkisk opbygget form for organisation.

To andre begreber, som Woodcock nævner, er frihed og individet. Anarkisterne kræver individets frihed. Ingen bør forhindre en person i at gøre, hvad vedkommende vil, sålænge vedkommende ikke forhindrer andre i at gøre, hvad de vil.

Selvom anarkisterne ønsker en radikal ændring af samfundet, går de ikke ind for hvilke som helst midler. Derfor har der altid været et modsætningsforhold til marxisterne eller de autoritære socialister, som firkantet sagt mener, at målet helliger midlet. For anarkisterne er det tværtimod midlerne, der bestemmer målet. At bruge magt til at afskaffe magt, som marxisterne mener, når de taler om proletariatets diktatur, er for anarkisterne en umulighed, en uløselig selvmodsigelse.

3. Tidstavle

4.1. Burma

Burma – Orwell bageste række, nr. 3 fra venstre

Imod alle forventninger fortsatte Orwell efter Eton ikke på universitetet, men meldte sig i 1922 til Indian Imperial Police i Burma. Allerede da han ankom til Rangoon, Burmas hovedstad, oplevede han i havnen noget, der skulle være medvirkende til at ændre ham. Fra skibet så han en kuli blive sparket af en hvid officer. De andre passagerer bifaldt højlydt dette; sådan skulle den slags ordnes.

Again Blair was shocked into a new awareness [...] shocked not only by the physical brutality to the coolie, so automatically applied, but by the callous reaction of the white onlookers, in its own way as automatic, even from the women, as though the wretched creature were not even human enough to deserve a murmur of sympathy. [...] For the first time the literary experience of The People of the Abyss was being translated into life: that people could be treated as though they were things. [Note 4]

Orwell var i Burma i fem år, og til sidst var han nødt til at forlade politiet. Det, der var sket, var, at han havde fået øjnene op for imperialismen og dens virkning på mennesker. Som politimand var han en del af imperiets undertrykkelsesapparat, og i fortællingen A Hanging opleves Orwells væmmelse ved at være hersker over liv og død, ved at kunne behandle mennesker som ting. Orwell var begyndt at føle sympati for de undertrykte. I Shooting an Elephant siger han:

Theoretically – and secretly, of course, I was all for the Burmese and all against their oppressors, the British. As for the job I was doing I hated it more bitterly than I can perhaps make clear. In a job like that you see the dirty work of Empire at close quarters. [CEJL vol. 1, p. 266]

I The Road to Wigan Pier fra 1936 fortæller Orwell, at han til sidst havde arbejdet sig frem til en anarkistisk teori om, at al form for regering er af det onde, at straf altid gør mere skade end forbrydelse, og at folk kan opføre sig ordentligt, hvis man bare lader dem være i fred. Men nu i 1936 afviser Orwell dog dette som sentimentalt vrøvl. Han skriver, at han har indset, at det altid vil være nødvendigt at beskytte fredelige mennesker mod vold. I et samfund, hvor forbrydelse betaler sig, er man nødt til at have en hård straffelov og forvalte den ubarmhjertigt; alternativet er Al Capone.

Allerede her ses et træk hos Orwell, der går igen i adskillige af hans tekster. Mange af hans politiske ideer blev ikke altid tænkt helt igennem. En anarkist ville indvende, at Orwells argument er dårligt, fordi han kun vil afskaffe autoriteterne. Orwell har ingen konstruktive ideer angående en anden samfundsstruktur, hvor årsagerne til forbrydelse og vold vil være fjernet, eller i det mindste begrænset.

Efter at have forladt Burma følte Orwell en stor skyld, der måtte sones.

I felt that I had got to escape not merely from imperialism but from every form of man’s dominion over man. I wanted to submerge myself, to get right down among the oppressed, to be one of them and on their side against their tyrants.
[RWP, p. 130]

Og det var bl.a. denne flugt og trang til bod, der førte Orwell til Paris.

4.2. Down and Out in Paris and London

Efter at Orwell var vendt tilbage fra Burma, tog han i 1928 til Paris, hvor han boede i et arbejderkvarter og bl.a. arbejdede som opvasker. Dette skulle danne baggrunden for Down and Out in Paris and London, der er en bog om fattigdom.

Det centrale i første halvdel af bogen, der foregår i Paris, er Orwells arbejde som plongeur, opvasker. Dette arbejde fører i sidste ende Orwell til at stille spørgsmålet: Hvorfor er der tusinder af mennesker, der tilbringer deres vågne tid med at vaske op? I et forsøg på at svare på spørgsmålet vil Orwell betragte den sociale betydning af en plongeurs liv.

For det første, siger Orwell, er en plongeur vor tids slave.

Not that there is any need to whine over him, for he is better off than many manual workers, but still, he is no freer than if he were bought and sold. His work is servile and without art; he is paid just enough to keep him alive; his only holiday is the sack. [DOPL, pp. 103–104]

Hvorfor fortsætter dette slaveri, spørger Orwell videre. Folk har en tendens til at mene, at alt arbejde har et formål. Kulminearbejde er hårdt, men nødvendigt – vi skal jo have kul. Kloakarbejde er ubehageligt, men der skal jo være nogen, der holder kloakerne i orden. Sådan er det også med en plongeur. Nogle mennesker spiser på restaurant, og derfor skal der være nogen, der vasker tallerkener 80 timer om ugen. Dette er civilisation, og der er ikke mere at snakke om. Men er en plongeurs arbejde nødvendigt for civilisationen, spørger Orwell. Hvor er det virkelige behov for store hoteller og smarte restauranter? Der er nok behov for hoteller, men behøver de at have hundredvis af mennesker til at trælle for sig? Hvis man antager, at en plongeurs arbejde er mere eller mindre værdiløst, må man spørge sig selv, hvorfor der er nogen, der vil have ham til at fortsætte med at arbejde. Orwell forsøger at gå ud over den umiddelbare økonomiske årsag (som han iøvrigt ikke kommer nærmere ind på), og han konkluderer, at

[...] this instinct to perpetuate useless work is, at bottom, simply fear of the mob. The mob (the thought runs) are such low animals that they would be dangerous if they had leisure; it is safer to keep them too busy to think. [DOPL, p. 108]

Denne frygt for pøbelen har med overtro at gøre, mener Orwell. Den er baseret på en forestilling om, at der er noget fundamentalt forskelligt mellem rig og fattig, som var det to forskellige racer. Men i virkeligheden er der ingen anden forskel end indtægten. En gennemsnitsmillionær er blot en opvasker i et nyt sæt tøj. Det ved enhver, der har været sammen på lige fod med de fattige. Problemet er bare, at de intellektuelle og kultiverede, som man skulle forvente havde liberale ideer, ikke blander sig med de fattige. Den dannede person forestiller sig pøbelen som en horde af mennesker, der kun er ude efter en dags frihed til at plyndre hans hus, brænde hans bøger og sætte ham til at passe en maskine eller gøre toiletter rene.

‘Anything,’ he thinks, ‘any injustice, sooner than let the mob loose.’ He does not see that since there is no difference between the mass of rich and poor, there is no question of setting the mob loose. The mob is in fact loose now, and – in the shape of rich men – is using its power to set up enormous treadmills of boredom, such as ‘smart’ hotels. [DOPL, p. 108]

I slutningen af 1929 vendte Orwell tilbage til England. Her tilbragte han noget af tiden med at lege vagabond, idet han efterlignede Jack London i The People of the Abyss [Note 5]. Orwell klædte sig i laset og beskidt tøj og blandede sig med de fattige. Sine oplevelser omdannede han til sidste halvdel af Down and Out in Paris and London.

Orwell fortæller, at hans liv blandt vagabonder og tiggere har lært ham, at de faktisk er almindelige mennesker. Det får ham til at spekulere over samfundets holdning til dem. Folk synes nemlig at mene, at der er en væsentlig forskel mellem tiggere og almindelige "arbejdende" mennesker. Tiggere er af en anden race, udstødte ligesom kriminelle og prostituerede.

Working men ‘work’, beggars do not ‘work’; they are parasites, worthless in their very nature. It is taken for granted that a beggar does not ‘earn’ his living, as a bricklayer or a literary critic ‘earns’ his. [DOPL, p. 154]

Men hvad er arbejde, spørger Orwell. En vejarbejder arbejder ved at svinge en hakke, en revisor arbejder ved at lægge tal sammen, og en tigger arbejder ved at stå ude i al slags vejr og få åreknuder, bronkitis, etc.

It is a trade like any other; quite useless, of course – but, then, many reputable trades are quite useless. [DOPL, p. 154]

Hvorfor er tiggere så foragtede? Det er, mener Orwell, simpelthen fordi de ikke tjener penge nok. Alle er ligeglade med, om et arbejde er noget værd eller ikke, bare det giver penge. Målestokken er penge, og ud fra den klarer tiggerne den ikke. Hvis man kunne tjene £10 om dagen ved at tigge, skulle det nok blive et respektabelt erhverv.

Til sidst i Down and Out in Paris and London vil Orwell lige sige et par ord i almindelighed om vagabonder. Før man begynder at overveje problemerne i denne forbindelse, må man af med nogle fordomme, siger han. Vagabonder bliver opfattet som nogle slyngler, der hellere vil dø end arbejde eller vaske sig, og som kun gider tigge, drikke og hugge høns. Men hvorfor er der i det hele taget tiggere? I modsætning til den gængse opfattelse er en vagabond ikke vagabond, fordi han kan lide det, men fordi der findes en lov, der tvinger ham til at være det. En subsistensløs, hvis han da ikke får fattighjælp, kan kun få hjælp fra casual wards, og da han kun må være der én nat, er han tvunget til at være på farten hele tiden.

Orwell har et forslag til, hvordan man kunne forbedre situationen for vagabonderne. Problemet er, hvordan man kan gøre en "bored half alive vagrant" til et menneske med selvrespekt. Man kunne give ham noget arbejde, f.eks. ved at hvert working house havde et lille landbrug, hvor vagabonderne kunne arbejde og således skaffe mad til sig selv. Det skulle selvfølgelig så være tilladt at være der mere end én dag.

Men hvad har Orwell så lært af disse oplevelser blandt fattige opvaskere og vagabonder?

Still I can point to one or two things I have definitely learned by being hard up. I shall never again think that all tramps are drunken scoundrels, not expect a beggar to be grateful when I give him a penny, nor be surprised if men out of work lack energy, nor subscribe to the Salvation Army, nor pawn my clothes, nor refuse a handbill, not enjoy a meal at a smart restaurant. That is a beginning. [DOPL, p. 189]

I bogen kommer Orwell ind på en del, f.eks. klassesystemet og samfundsøkonomien; emner, der vel ved en smule gennemtænkning kunne vise en sammenhæng mellem samfundsstrukturen og elendigheden. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at Orwell ikke mener, at han har lært mere.

4.3. The Road to Wigan Pier

I 1936 bad Left Book Club Orwell skrive noget om de kriseramte industriområder i Nordengland. Left Book Club var blevet grundlagt i maj 1936 af Victor Gollancz, der havde udgivet Orwells tidligere bøger. Bogklubbens holdning var anti-fascistisk og pro-sovjettisk. Det, Orwell skrev, blev til The Road to Wigan Pier, og bogen var ikke helt, hvad bogklubbens redaktion havde ventet.

Bogen er inddelt i to afsnit, hvoraf kun det ene kan siges at have noget at gøre med, hvad Orwell var blevet bedt om at skrive, nemlig en rapport om minearbejdernes forhold i Nordengland. Det andet afsnit er tildels en selvbiografi, hvor Orwell beskriver sin baggrund og forklarer, hvorfor han befinder sig i Nordengland. Han er der, fordi han ønsker at se massearbejdsløsheden, når den er værst. Desuden ønsker han at opleve den mest typiske del af den engelske arbejderklasse. Orwell ser dette som et forsøg på at afklare sit eget forhold til socialismen; et forsøg på at definere, hvad han mener med socialisme. Dette var en af grundene til, at Victor Gollancz så sig nødsaget til at berolige Left Book Club’s læsere med et forord til bogen, for Orwells beskrivelse af socialismen er samtidig en hård kritik af den engelske ortodokse venstrefløj.

I sin beskrivelse af socialismen begynder Orwell med at give et billede af den verden, han lever i:

We are living in a world in which nobody is free, in which hardly anybody is secure, in which it is almost impossible to be honest and to remain alive. For enormous blocks of the working class the conditions of life are such as I have described in the opening chapters of this book, and there is no chance of those conditions showing any fundamental improvement. [RWP, p. 149]

Enhver, der tænker sig om, vil iflg. Orwell indse, at socialismen er løsningen på disse problemer. Dette er så indlysende, at Orwell nu og da undrer sig over, hvorfor socialismen endnu ikke er blevet indført. Spørgsmålet må derfor blive, hvorfor det går tilbage for socialismen i stedet for fremad. Ikke nok med at folk ikke er socialister, de er i visse tilfælde direkte fjendtligt indstillet overfor socialismen. Orwell vil prøve at lege djævlens advokat og argumentere som en person, der er positivt indstillet overfor socialismen, og som er fornuftig nok til at indse, at socialismen kan fungere, men som altid trækker sig tilbage, når socialismen nævnes. Det er tydeligt, at det også er Orwells egne argumenter.

For det første har folk ikke så meget imod socialismen som imod socialisterne. Den typiske socialist er nemlig ikke, som de gamle damer forestiller sig, en vildt udseende arbejder i beskidte bukser og med hæs stemme. Socialister er tværtimod middelklassefolk. Dernæst er det en kendsgerning, at mens de snakker om det klasseløse samfund, så klynger middelklassesocialisterne sig til deres klassestatus. Dette afspejles bl.a. i den socialistiske litteratur, der er uendeligt fjern fra arbejderklassen i sprog og udtryksmåde.

Man må hele tiden huske på, siger Orwell, at en arbejder, hvis han da er en ægte arbejder, sjældent eller aldrig er socialist i den fulde logisk-konsekvente betydning. Arbejderens idé om socialisme er meget anderledes end den skolede socialists, højere oppe i det sociale hierarki. For arbejderen betyder socialisme ikke meget andet end bedre løn, kortere arbejdstid og ingen til at kommandere rundt med sig.

Often, in my opinion, he is a truer Socialist than the orthodox Marxist, because he does remember, what the other so often forgets, that Socialism means justice and common decency. [RWP,  p. 154]

Med hensyn til revolutionen så går den iflg. Orwell for mange socialister ikke ud på, at masserne skal frigøre sig selv, og at socialisterne så slutter op om bevægelsen. For dem er revolutionen nogle reformer, som "vi", de kloge, presser ned over hovedet på "dem", de lavere klasser.

Nu ved Orwell godt, at det er unfair at bedømme en politisk teori ud fra dens tilhængere. Problemet er bare, at det gør de fleste mennesker (og altså også Orwell selv), og det er derfor, at det går tilbage for socialismen.

Der findes mennesker, der er imod socialismen af ideologiske årsager, fortsætter Orwell. De er imod socialismen, ikke fordi "det jo ikke kan lade sig gøre", men netop fordi det kun alt for godt kan lade sig gøre. Det første, som man må lægge mærke til, er, at socialisme hænger sammen med mekanisering. Socialismen opstod på baggrund af industrialiseringen, og socialismen vil medføre mekanisering, fordi nogle af dens krav er uforenelige med en mere primitiv levevis. Men ingen fornuftige mennesker er begejstrede for maskinen. Der er selvfølgelig ingen, der ikke kan se, at det er noget vrøvl at ville afskaffe maskinen, men det uheldige er, at man forbinder socialismen med øget mekanisering, ikke blot som et middel, men som et mål i sig selv, nærmest som en religion. Det er i orden, at man sætter maskinen til at klare alt det hårde og trælse arbejde. Men Orwell mener, at mennesket godt kan lide at beskæftige sig med noget manuelt. Det kan man så kalde arbejde eller ikke, men hvis maskiner nu skulle lave alt, hvad skulle mennesket så tage sig til? Orwell mener, at

[t]he sensitive person’s hostility to the machine is in one sense unrealistic, because of the obvious fact that the machine has come to stay. But as an attitude of mind there is a great deal to be said for it. The machine has got to be accepted, but it is probably better to accept it rather as one accepts a drug – that is, grudgingly and suspiciously. [RWP, p. 178]

Og fordi man normalt tænker "socialism – progress – machinery – Russia – tractor – hygiene – machinery – progress", så er det for det meste den person, der er imod maskinen, der også er imod socialismen.

Når man fremfører disse argumenter for socialisterne, siger Orwell, får man at vide, at ingen inderst inde ønsker af afskaffe maskinen og vende tilbage til et primitivt landbrugssamfund, som vil være ensbetydende med hårdt arbejde. I hvert fald ingen, der nogensinde har prøvet hårdt arbejde. Desuden bruges det gamle argument med, at socialismen vil komme alligevel, hvad enten folk kan lide det eller ej, p.g.a. det bekvemme begreb historisk nødvendighed. Men den historiske nødvendighed, eller snarere troen på den, har intet kunne stille op mod Hitler.

Fascismen i Tyskland og Italien var den truende baggrund for Orwells analyse. Han så den gribe om sig, også i England. Det var ikke nødvendigvis Oswald Mosley og hans "pimpled followers", Orwell tænkte på, men "the Fascist attitude of mind" hos folk, der burde vide bedre.

If you present Socialism in a bad and misleading light – if you let people imagine that it does not mean much more than pouring European civilization down the sink at the command of Marxist prigs – you risk driving the intellectual into Fascism. You frighten him into a sort of angry defensive attitude in which he simply refuses to listen to the Socialist case. [RWP, p. 186]

For at bekæmpe fascismen må man forstå den, hvilket medfører, at man må indrømme, at den har visse positive sider. I praksis er den ikke andet end tyranni. Men enhver, der har tænkt over sagerne, kan se, at den "menige" fascist tit er en velmenende person, der f.eks. bekymrer sig om de arbejdsløses situation. Endnu vigtigere er det, at fascismen henter sin styrke fra både de gode og dårlige sider af konservatismen. Enhver, der går ind for tradition og disciplin, finder fascismen tiltalende. Og hvis man er træt af visse sider af den socialistiske propaganda, er det meget let at opfatte fascismen som det sidste forsvar for alt, hvad der er godt i den europæiske civilisation.

We have got to admit that if Fascism is everywhere advancing, this is largely the fault of the Socialists themselves. Partly it is due to the mistaken Communist tactic of sabotaging democracy, i.e. sawing off the branch you are sitting on; but still more to the fact that Socialists have, so to speak, presented their case wrong side foremost. They have never made it sufficiently clear that the essential aims of Socialism are justice and liberty. [RWP, p. 188]

 

Spanien – Orwell, bageste række, nr. 3 fra højre; Eileen Blair siddende foran ham

Den spanske borgerkrig brød ud i juli 1936, og efter at Orwell havde gjort The Road to Wigan Pier færdig, tog han sammen med sin kone til Spanien i december 1936. Han ville samle materiale til avisartikler og måske tage del i kampen. Før afrejsen havde han fået at vide, at han for at komme over grænsen skulle have papirer fra en eller anden venstrefløjsorganisation. Orwell kom derfor i forbindelse med det engelske kommunistparti, som dog ikke ønskede at hjælpe, da de mente, at Orwell var "politically unreliable". Han kontaktede derfor Independent Labour Party (ILP) [Note 6], som han havde haft forbindelse med gennem tidsskriftet Adelphi, der fulgte ILPs linie. ILP gav ham nogle introduktionsbreve, og dette snarere end eventuelle politiske sympatier var grunden til, at Orwell blev tilknyttet det spanske parti POUM [Note 7].

It was the first time that I had ever been in a town where the working class was in the saddle. Practically every building of any size had been seized by the workers and was draped with red flags or the red and black flag of the Anarchists; [...] Every shop and café had an inscription saying that it had been collectivized; even the bootblacks had been collectivized and their boxes painted red and black. Waiters and shop-walkers looked you in the face and treated you as an equal. [HTC, p. 8]

There was much in it I did not understand, in some ways I did not even like it, but I recognized it immediately as a state of affairs worth fighting for. [HTC, p. 9]

Orwell vidste dog ikke noget om den politiske side af krigen og var heller ikke særligt interesseret. Han var kommet til Spanien for at kæmpe mod fascismen og for "common decency".

Orwell kom til fronten i en POUM-milits [Note 10]. POUM-militserne bestod for det meste af CNT-folk, men der var også en del fra UGT [Note 11]. I teorien var der fuldstændig lighed i militserne, og i praksis forholdt det sig i de fleste tilfælde også således. For Orwell var det en forsmag på socialismen.

The thing that attracts ordinary men to Socialism and makes them willing to risk their skins for it, the ‘mystique’ of Socialism, is the idea of equality; to the vast majority of people Socialism means a classless society, or it means nothing at all. [HTC, p. 102]

And, after all, instead of disillusioning me it deeply attracted me. The effect was to make my desire to see Socialism established much more actual than it had been before. [HTC, p. 103]

Efter godt tre måneder ved fronten vendte Orwell tilbage til Barcelona. Byen havde forandret sig meget, siden han havde været der sidst; den revolutionære atmosfære var borte.

No doubt to anyone who had been there in August, when the blood was scarcely dry in the streets and the militia was quartered in the smart hotels, Barcelona in December would have seemed bourgeois; to me, fresh from England, it was liker to a workers’ city than anything I had conceived possible. Now the tide had rolled back. Once again it was an ordinary city, a little pinched and chipped by war, but with no outward sign of working-class predominance. [HTC, p. 103]

Allerede i slutningen af 1936 var revolutionen begyndt at svinge mod højre. På det tidspunkt begyndte USSR at levere våben til regeringstropperne. Sammen med Mexico var USSR det eneste land, der kom republikanerne til hjælp, hvilket gjorde det muligt for USSR at diktere udviklingen. USSRs udenrigspolitik var på det tidspunkt bestemt af frygten for fascismen i Europa. Derfor ønskede landet at alliere sig først og fremmest med Frankrig og England. For Spanien betød det, at man for at modtage våben fra USSR skulle holde sig indenfor de borgerligt-demokratiske rammer og ikke lave revolution. Derved opstod der en splittelse blandt republikanerne. PCE-PSUC [Note 12] talte om at forsvare demokratiet og om, at man skulle vinde krigen mod Franco først og derefter gennemføre revolutionen. POUM sagde, at revolutionen og krigen var uadskillelige. Man kunne ikke bekæmpe fascismen i det borgerlige demokratis navn, for det borgerlige demokrati var jo bare endnu en form for kapitalisme, ligesom fascismen var det. CNT-FAI havde samme holdning.

I maj 1937, fortæller Orwell, var situationen i Barcelona nået til et punkt, hvor noget voldsomt måtte ske. Den umiddelbare årsag til den herskende uro var, at regeringen havde krævet, at alle våben på private hænder skulle afleveres. Samtidig havde man besluttet at oprette en stærkt bevæbnet "upolitisk" politistyrke, fra hvilken fagforeningerne ville blive udelukket. Der var også stigende modvilje i befolkningen mod den større og større forskel mellem rig og fattig, sammen med en fornemmelse af at revolutionen var blevet saboteret. Den 3. maj besluttede regeringen at overtage telefoncentralen, der siden krigens begyndelse var blevet ledet af CNT. Tre lastbiler med bevæbnede civilgardister blev sendt til centralen. Samtidig havde andre grupper af civilgardister overtaget forskellige strategisk beliggende bygninger i byen. Befolkningen troede, at dette var signalet til et større angreb på CNT fra civilgardens og PSUCs side, og anarkisterne gik til modangreb. På den måde opstod de gadekampe, som Orwell deltog i. [Note 13]

Orwell blev skudt af en snigskytte og kom tilbage til Barcelona efter at have været på et hospital i Tarragona, lidt syd for Barcelona.

In Barcelona, during all those last weeks I spent there, there was a peculiar evil feeling in the air – an atmosphere of suspicion, fear, uncertainty, and veiled hatred. The May fighting had left ineradicable after-effects behind it. With the fall of the Caballero Government the Communists had come definitely into power, the charge of internal order had been handed over to Communist ministers, and no one doubted that they would smash their political rivals as soon as they got a quarter of a chance. [HTC, p. 186]

Fængslerne var fyldte med folk, der havde deltaget i maj-kampene, og anarkister og POUM-medlemmer blev stadig fængslet. Så vidt Orwell vidste, blev der aldrig rejst tiltale mod dem, ikke engang for "trotskisme". De blev bare smidt i fængsel. Nogen tid senere, efter at Orwell havde været væk fra Barcelona et par dage, blev POUM officielt forbudt. Politiet fængslede nu alle, de mistænkte for at have bare den mindste forbindelse med POUM, og Orwell og hans kone var nødt til at gå under jorden. Efter et stykke tid flygtede de over grænsen til Frankrig, og de kom til England i begyndelsen af juli 1937.

Orwells oplevelser i Spanien skulle optage ham resten af livet og til sidst føre til Nineteen Eighty-Four. Orwell bemærkede senere til Arthur Koestler, at historien stoppede i 1936. Koestler vidste med det samme, hvad Orwell mente, og var helt enig.

I 1936 forsvandt nemlig den objektive historie. Orwell troede ikke, at historien var 100% objektiv, men der havde altid været hændelser, man med rimelig sikkerhed kunne antage havde fundet sted. Men i Spanien oplevede han, at avisartikler slet ingen relation havde til virkeligheden. Historien blev skrevet, ikke i overensstemmelse med hvad der var sket, men med hvad der burde være sket i henhold til de forskellige partilinier. Og da han kom tilbage til England, så han de engelske aviser gentage løgnene fra den spanske presse. Især venstrefløjens aviser med deres mere subtile form for forvrængning havde været skyld i, at folk ikke vidste, hvad det hele gik ud på, men de borgerlige aviser havde heller ikke holdt sig tilbage.

I Spanien oplevede han også en form for censur, der skræmte ham. I stedet for blot at bortcensurere artikler og lade pladsen stå tom, satte man noget andet ind, så det var umuligt at se, hvad der var censureret eller ikke.

Orwell forstod, at verden var ved at bevæge sig i retning af den totalitære stat. Fjenden var selvfølgelig stadig Hitler og Mussolini, men især USSR var farlig, fordi man almindeligvis troede, at landet var socialistisk. Orwell satte lighedstegn mellem fascismen og sovjet-kommunismen, eller stalinismen, som den også blev kaldt. Om det kommunistiske styre i Spanien sagde han i september 1937 i Spilling the Spanish Beans:

The logical end is a régime in which every opposition party and newspaper is suppressed and every dissentient of any importance is in jail. Of course, such a régime will be Fascism. It will not be the same Fascism Franco would impose, it will even be better than Franco’s Fascism to the extent of being worth fighting for, but it will be Fascism. Only, being operated by Communists and Liberals, it will be called something different. [CEJL vol. 1, pp. 307–308]

Orwell havde skrevet til Victor Gollancz, at han ville skrive en bog om krigen i Spanien; en bog, der fortalte sandheden, fordi det, man læste i aviserne, jo var løgn. Da Gollancz hørte, at Orwell havde været hos POUM, mente han ikke at kunne udgive bogen. Derfor udkom Homage to Catalonia hos Secker & Warburg, der gik under øgenavnet "trotskist-forlaget".

4.5. Orwell og Independent Labour Party

I 1938 meldte Orwell sig ind i Independent Labour Party. I artiklen Why I Joined the Independent Labour Party forklarer han hvorfor. For det første er han forfatter. Ytringsfrihedens æra er ved at være fordi. I nogle år er det lykkedes Orwell at få kapitalisterne til at give ham penge for at skrive imod kapitalismen, men Orwell er ikke så naiv at tro, at det kan vare ved. Man kan bare se, hvad der er sket med ytringsfriheden i Tyskland og Italien, og det vil før eller siden også ske i England.

I have got to struggle against that, just as I have got to struggle against castor oil, rubber truncheons and concentration camps. And the only régime which, in the long run, will dare to permit freedom of speech is a Socialist régime. [CEJL vol. 1, p. 373]

One has to be actively a Socialist, not merely sympathetic to Socialism, or one plays into the hands of our always-active enemies. [CEJL vol. 1, p. 374]

Grunden til at han har valgt ILP er, siger Orwell, at det er det eneste britiske parti – stort nok til at være værd at overveje – som går ind for noget, han kan betragte som socialisme. Det er ikke fordi, at han har mistet al tilliden til Labour Party, men LP er i færd med at smide alt overbord og forberede sig til en imperialistisk krig. Orwell mener, at ILP er det eneste parti, der vil indtage den rette holdning til den imperialistiske krig og fascismen, når de dukker op i deres britiske udgaver. Desuden har Orwell været hos POUM i Spanien, og POUMs politik var nogenlunde den samme som ILPs. Han var dengang ikke særlig enig med POUM, men partiets politik har vist sig at være den rigtige på lang sigt.

Dette var første og sidste gang, at Orwell var medlem af et politisk parti, og det er måske et tegn på, hvor alvorligt han tog tidens problemer. To år tidligere havde han skarpt angrebet den ortodokse venstrefløj i The Road to Wigan Pier, og han havde oplevet, hvilke uhyrligheder det at være i overensstemmelse med en partilinie kan medføre. Og nu meldte han sig altså selv ind i et politisk parti, der, lige meget hvor rigtig dets linie var for Orwell, ville medføre en vis form for ortodoksi. Orwell var åbenbart så foruroliget, at han havde indset, at det ikke kunne nytte at kæmpe alene.

4.6. Coming up for Air

Coming up for Air blev skrevet i 1939, mens Orwell var i Marokko for at pleje sine tuberkuloseramte lunger. I Coming up for Air er krigen lige om hjørnet, og hovedpersonen George Bowling er overbevist om, at verden ikke vil være den samme bagefter. Bogen er fyldt med mareridtsagtige visioner om, hvordan det vil være efter krigen; visioner, der skulle blive til Nineteen Eighty-Four.

But it isn’t the war that matters, it’s the after-war. The world we’re going down into, the kind of hate-world, slogan-world. The coloured shirts, the barbed wire, the rubber truncheons. The secret cells where the electric light burns night and day, and the detectives watching while you sleep. And the processions and the posters with enormous faces, and the crowds of a million people all cheering for the Leader till they deafen themselves into thinking that they really worship him, and all the time, underneath, they hate him so that they want to puke. [CUA, p. 149]

Det er interessant at se, at stemningen i Nineteen Eighty-Four allerede blev beskrevet i 1939, bl.a. fordi mange kritikere har affærdiget Nineteen Eighty-Four som en døende mands hysteriske mareridt.

Coming up for Air viser også Orwells længsel efter tiden før 1914, hvor der var en hel anden atmosfære, hvor verden var anderledes, på en måde bedre.

It was simply that they didn’t think of the future as something to be terrified of.
[CUA, p 106]

Desuden tager Orwell bolden op fra The Road to Wigan Pier og langer ud efter venstrefløjen igen. George Bowling er medlem af Left Book Club, og en aften er han sammen med sin kone til et foredrag arrangeret af den lokale klubafdeling. George Bowling indser pludseligt, hvad det drejer sig om:

I saw the vision that he was seeing. And it wasn’t at all the kind of vision that can be talked about. What he’s saying is merely that Hitler’s after us and we must all get together and have a good hate. Doesn’t go into details. Leaves it all respectable. But what he is seeing is something quite different. It’s a picture of himself smashing people’s faces in with a spanner. [CUA, p. 148]

 

4.7. Orwell og 2. verdenskrig

Orwell opfattede i 1939 den kommende krig som kapitalistisk-imperialistisk. I et brev til Herbert Read skriver han, at det vil være en god idé at begynde at organisere anti-krigsaktiviteter. Det er klart, at når krigen først er igang, vil det være umuligt at få noget gjort. Hvis man ikke allerede nu begynder at fremstille løbesedler o.lign., vil man ikke være klar, når øjeblikket kommer.

Orwell var imod krigen, fordi han mente, at den ville føre til en slags fascisme i England. Det var for ham en gentagelse af Spanien, hvor nogen under borgerkrigen ønskede at bekæmpe Franco i det borgerlige demokratis navn. Nu ville man i England kæmpe mod Hitler, men hvad var ideen med at bekæmpe nazismen i Englands navn?

If one collaborates with a capitalist-imperialist government in a struggle ‘against Fascism’, i.e. against a rival imperialism, one is simply letting Fascism in by the back door. [CEJL vol. 1, p. 318]

Desuden ville et "forsvar af demokratiet" netop føre bort fra demokratiet,

Men i 1940 skriver Orwell i My Country Right or Left:

But the night before the Russo-German pact was announced I dreamed that the war had started. It was one of those dreams which, whatever Freudian inner meaning they may have, do sometimes reveal to you the real state of your feelings. It taught me two things, first, that I should be simply relieved when the long-dreaded war started, secondly, that I was patriotic at heart, would not sabotage or act against my own side, would support the war, would fight in it if possible.  [CEJL vol. 1, pp. 590–591

I The Lion and the Unicorn fra 1941 siger Orwell, at der ikke ligger noget konservativt i patriotisme. Faktisk er patriotisme det modsatte af konservatisme, fordi den er en hengivenhed til noget, der er i konstant forandring, og som alligevel på en mystisk måde synes uforandret. Patriotisme er en hengivenhed til et bestemt sted, en bestemt levevis, som man mener er den bedste i verden, men som man ikke ønsker at påtvinge andre. Patriotisme er defensiv, både militært og kulturelt – i modsætning til nationalisme, der er uadskillelig fra magtbegær. Faktisk har ingen rigtig revolutionær nogensinde været internationalist, og hermed antyder Orwell velsagtens, at den engelske venstrefløj ikke er revolutionær. På venstrefløjen har det nemlig i de sidste tyve år været moderne at rynke på næsen af patriotisme og fysisk mod. Og i en tid med førere og bombefly er dette en katastrofal holdning. Hvis Hitler skal bekæmpes, så er det kun én måde!

På trods af kovendingen m.h.t. krigen var Orwell ikke så konservativ, som det måske kan synes. For ham markerede krigen nemlig begyndelsen på den engelske revolution. I samme essay skriver han:

But since a classless, ownerless society is generally spoken of as "Socialism", we can give that name to the society towards which we are now moving. The war and the revolution are inseparable. We cannot establish anything that a western nation would regard as Socialism without defeating Hitler; on the other hand we cannot defeat Hitler while we remain economically and socially in the nineteenth century.  
[CEJL vol. 2, p. 113]

Den nye socialistiske bevægelse måtte dog tage hensyn til forhold, mente Orwell, der hidtil havde været ildeset på venstrefløjen. England var mere samlet end de fleste lande, og de engelske arbejdere havde mere at miste end blot deres lænker. Venstrefløjen måtte indse, at den gammeldags "proletariske revolution" var en umulighed. Igennem alle mellemkrigsårene var der ikke noget socialistisk program, der både var revolutionært og lod sig gennemføre, hvilket efter Orwells mening hovedsageligt skyldtes, at ingen rigtigt ønskede, at der skulle ske nogen forandring.

The Labour leaders wanted to go on and on, drawing their salaries and periodically swapping job with the Conservatives. The Communists wanted to go on and on, suffering a comfortable martyrdom, meeting with endless defeats and afterwards putting the blame on other people. The left-wing intelligentsia wanted to go on and on, sniggering at the Blimps, sapping away at middle-class morale, but still keeping their favoured position as hangers-on of the dividend-drawers.  [CEJL vol. 2, p. 113]

I begyndelsen af krigen havde Orwell meldt sig ud af ILP. Han mente, at ILPs politik ville gøre det lettere for Hitler. ILP var pacifistisk, og Orwell mente nu, at pacifisterne var "objectively pro-fascist", som han udtrykte det. Idet de var imod krigen og forsøgte at bekæmpe krigsaktiviteterne i England, hjalp de indirekte Hitler. Orwell mente ikke, at man kunne forholde sig neutral i denne krig. Det var en illusion at føle sig hævet over krigen, mens man spiste den mad, som engelske søfolk satte livet på spil for at skaffe til landet. Pacifistisk propaganda kunne kun finde sted i lande, der tillod en vis grad af ytringsfrihed, og propagandaen kunne kun være effektiv imod samme lande. Orwell var ikke interesseret i pacifisme som moralsk begreb, da den ikke var noget værd i den nuværende situation, hvor Hitlers vold kun kunne bekæmpes med vold [Note 15].

Den engelske revolution, som Orwell havde forventet, kom ikke. I Letter from England fra 1943 til Partisan Review [Note 16] skriver han:

Well, that crisis is over and the forces of reaction have won hands down. Churchill is firm in the saddle again, Cripps has flung away his chances, no other left-wing leader or movement has appeared, and what is more important, it is hard to see how any revolutionary situation can recur till the western end of the war is finished.
[CEJL vol. 2, p. 317]

Orwells tekster fra de første år af krigen viser en typisk side af ham, nemlig hvordan hans politiske holdninger var defineret af den umiddelbare situation, hvori han befandt sig. Det rørte ham ikke at kritisere pacifisterne for holdninger, han selv havde plæderet for et par år tidligere og vel stadig inderst inde havde. Men nu var situationen således, at det var holdninger, der ikke kunne bruges til noget. Det samme gjorde sig gældende for hans holdninger til politiske partier generelt. Hvis man skulle følge partilinien og være et godt partimedlem, var man nødt til at fornægte sider af sig selv, og det ville Orwell ikke. Derfor meldte han sig ud af ILP, selvom han på et andet tidspunkt og i en anden situation måske ville være enig i partiets mål og midler.

4.8. Animal Farm

I 1943 mente Orwell, at englænderne p.g.a. deres beundring for russernes krigsindsats bevidst eller ubevidst så bort fra fejlene hos det kommunistiske styre i USSR. Han syntes desuden, at de engelske kommunister brugte deres stilling som uofficielle repræsentanter for USSR til at forhindre sandheden i at komme frem – som de også havde gjort i forbindelse med den spanske borgerkrig.

Indeed, in my opinion, nothing has contributed so much to the corruption of the original idea of Socialism as the belief that Russia is a Socialist country. [...] And so for the past ten years I have been convinced that the destruction of the Soviet myth was essential if we wanted a revival of the Socialist movement. [CEJL vol. 3, p. 458]

Derfor skrev Orwell Animal Farm, som er historien om revolutionen, der blev forrådt. Fortællingen er baseret på Orwells oplevelser i Spanien, der siden havde fået ham til at studere magtstrukturerne under revolutioner, specielt den russiske.

Selvom Orwell var anti-kommunist, betød det ikke, at han var på den traditionelle herskende klasses side, heller ikke i Animal Farm. Hele bogen igennem er han på dyrenes side. Men fra revolutionens første dag er det klart, at en ny elite er i færd med at erstatte de gamle herskere, menneskene. Den ny elite er grisene (læs kommunistpartiet). Det var grisen Major (læs Marx og Lenin), der var fremkommet med sine revolutionære teorier, og som døde, inden revolutionen blev gennemført. Efter revolutionens udbrud, der skete spontant, overtager grisene ledelsen med Napoleon (læs Stalin) og Snowball (læs Trotski) i spidsen. Grisene tiltager sig privilegier og nøjes med at bestemme over de andre dyr og spise den bedste mad.

Magtkampen mellem Napoleon og Snowball betyder ikke, at grisene er splittede. Når det gælder om at forsvare deres privilegier mod de andre dyr, holder de sammen. Det er endda sandsynligt, at situationen ikke ville have været væsentligt anderledes, hvis Snowball havde vundet i stedet for Napoleon. I Catastrophic Gradualism fra 1945 skriver Orwell:

[...] a resulting tendency to make all bad developments date from the rise of Stalin; whereas one ought, I believe, to admit that all the seeds of evil were there from the start and that things would not have been substantially different if Lenin or Trotsky had remained in control.  [CEJL vol. 4, p. 35]

Som i Spanien under borgerkrigen er den objektive sandhed eller historie ved at forsvinde på Animal Farm. De historiske kendsgerninger ændrer sig, alt efter hvad der passer grisene, som f.eks. tilfældet med vindmøllen. Oprindeligt var det Snowballs idé, og Napoleon havde derfor været modstander af vindmøllen. Men efter at Snowball er blevet fordrevet, skal vindmøllen alligevel bygges. De dyr, der svagt kan huske tingenes rette sammenhæng, får at vide, at det egentligt havde været Napoleons idé, og at han var gået imod Snowball af taktiske grunde. Et andet eksempel er de syv bud, som bliver ændret i takt med, at grisene mere og mere kommer til at ligne menneskene. Til sidst har det syvende bud "All animals are equal" fået tilføjet "but some animals are more equal than others."

Orwell er i Animal Farm ikke på menneskenes side. Grisene er skurkene i fortællingen, og de bliver mere og mere som mennesker. I slutningen af bogen spiller grisene og menneskene kort. Da en eller anden snyder, opstår der et skænderi.

Twelve voices were shouting in anger, and they were all alike. No question now, what had happened to the faces of the pigs. The creatures outside looked from pig to man, and from man to pig, and from pig to man again; but already it was impossible to say which was which. [AF, p. 119]

Med andre ord, gamle og nye tyrannier er to alen ud af ét stykke. Autoritære styreformer, hvad enten de nu er baseret på sociale eller politiske kaster, er grundlæggende ens, og de er alle til fare for friheden. Orwell fremfører her de samme argumenter mod den russiske revolution, der blev forrådt, som anarkisterne gjorde allerede i 20’erne. Disse anarkistiske træk hos Orwell skulle blive mere udprægede og indgå som et væsentligt element i Nineteen Eighty-Four.

4.9. Orwell på vej mod Nineteen Eighty-Four

Animal Farm var en videreudvikling af Orwells tanker om den totalitære stat. I 1943 var det klart, at Tyskland ville tabe krigen, og det var måske derfor, at Orwell begyndte at beskæftige sig mindre med krigen og i stedet genoptog sit skriveri om den i hans øjne omsiggribende totalitarisme. Hans tanker var ved at udkrystallisere sig og skulle danne baggrunden for Nineteen Eighty-Four.

I februar 1944 skriver Orwell i As I Please:

The really frightening thing about totalitarianism is not that it commits ‘atrocities’ but that it attacks the concept of objective truth: it claims to control the past as well as the future. [CEJL vol. 3, p. 110]

Det var også på det tidspunkt, at Orwell læste den russiske forfatter E. I. Zamyatins bog Vi, der er fra omkring 1923, og som fik stor indflydelse på Nineteen Eighty-Four. Vi foregår i det 26. århundrede, hvor næsten alle bor i en slags Forenet Stat, der består af store byer spredt over verden og adskilt fra det omkringliggende landskab af indhegninger. Denne isolation fra naturen er helt bevidst fra de ledendes side. Man ønsker nemlig at lave mennesket om til en maskine, at erstatte det organiske med det uorganiske, at skabe syntetisk lykke ved at udrydde alt, der kan vække naturlige lidenskaber og personlige tilbøjeligheder. I den forenede stat er alle boliger bygget med vægge af glas, så beboernes handlinger er synlige. Kun ved seksuelt samvær bliver gardinerne trukket for et kort øjeblik; den seksuelle adfærd er stramt styret af det Seksuelle Bureau. Dette sjælløse samfund regeres af en diktator, Velgøreren, som støttes og hjælpes af et politisk politi, der svæver over byerne i maskiner med overvågningsudstyr. Tilståelser frembringes med tortur, og kriminelle bliver kort og godt likvideret. Angiveri, selv af familie og venner, er en hellig pligt.

I As I Please fra april 1944 står der:

The fallacy is to believe that under a dictatorial government you can be free inside. [...] The greatest mistake is to imagine that the human being is an autonomous individual. The secret freedom of the mind which you can supposedly enjoy under a despotic government is nonsense, because your thoughts are never entirely your own. [CEJL vol. 3, p. 159–160]

The Prevention of Literature fra januar 1946 handler bl.a. om forbindelsen mellem den totalitære stat og historien. Orwell skrev om det allerede i 1930’erne men syntes nu at have fået mere styr på emnet.

A totalitarian state is in effect a theocracy, and its ruling caste, in order to keep its position, has to be thought of as infallible. But since, in practice, no one is infallible, it is frequently necessary to rearrange past events in order to show that this or that mistake was not made, or that this or that imaginary triumph actually happened. Then, again, every major change in policy demands a corresponding change of doctrine and a revaluation of prominent historical figures. [CEJL vol. 4, p. 86]

Orwell mente, at der var en sammenhæng mellem totalitarismen og sprogets forfald. Det var især politisk sprogbrug, han tænkte på. Som han så det, drejede det sig om at forvanske hændelser og begreber ved at kalde dem noget andet. Det handlede bl.a. om at sige ting på en sådan måde, at man samtidig undgik at fremkalde et indre billede af dem. Som eksempel forestillede Orwell sig i Politics and the English Language fra april 1946, hvordan en engelsk professor ville forsvare den totalitære stat USSR. Professoren kan ikke sige lige ud, at "I believe in killing off your opponents when you can get results by doing so." Derfor vil han sandsynligvis sige noget, der ligner følgende:

While freely conceding that the Soviet régime exhibits certain features which the humanitarian may be inclined to deplore, we must, I think, agree that a certain curtailment of the right to political opposition is an unavoidable concomitant of transitional periods, and that the rigours which the Russian people have been called upon to undergo have been amply justified in the sphere of concrete achievement. [CEJL vol. 4, p. 166]

Hvis tanker kan korrumpere sproget, kan sproget også korrumpere tankerne, og denne idé skulle i sidste ende føre til Newspeak. Senere skrev Orwell i en leder til Polemic [Note 17]:

[...] because the connexion between totalitarian habits of thought and the corruption of language is an important subject which has not been sufficiently studied. Like all writers of his school, Professor Bernal has a strong tendency to drop into Latin when something unpleasant has to be said. [...] To say ‘party loyalty means doing dirt on your own conscience’ would be too crude: to say ‘(virtues) based on excessive concern with individual rectitude need reorienting in the direction of social responsibility’ comes to much the same thing, but far less courage is required in saying it. The long, vague words express the intended meaning and at the same time blur the moral squalor of what its being said. [CEJL vol. 4, p. 188]

I maj 1946 skrev Orwell Second Thoughts on James Burnham [Note 18]. Det var bl.a. fra Burnhams The Managerial Revolution, Orwell fik ideen til Oceanias opbygning. I denne bog skriver Burnham, at kapitalismen er ved at forsvinde, men at den ikke vil blive erstattet af socialismen. I stedet er en ny slags centralistisk samfund med planøkonomi ved at dukke op. Dette samfund vil hverken være kapitalistisk eller demokratisk. Samfundets ledere vil være de mennesker, der reelt kontrollerer produktionsmidlerne, d.v.s. virksomhedsledere, teknikere, bureaukrater og militærfolk, som Burnham samler under den fælles betegnelse managers. Disse managers vil udrydde den gamle kapitalistklasse, knuse arbejderklassen og organisere samfundet, således at al magt og økonomiske privilegier forbliver i deres hænder. De managerial samfund vil bestå af store superstater grupperet omkring de industrielle centre i Europa, Asien og Amerika. Superstaterne vil kæmpe mod hinanden om de resterende endnu ikke erobrede områder, men de vil sandsynligvis ikke være i stand til at besejre hinanden fuldstændigt. Indadtil vil samfundene være opbygget hierarkisk med et aristokrati i toppen og en masse halvslaver i bunden.

Hovedpersonen i Coming up for Air fra 1939, George Bowling, siger et sted:

Old Hitler’s something different. So’s Joe Stalin. They aren’t like these chaps in the old days who crucified people and chopped their heads off and so forth, just for the fun of it. They’re after something quite new – something that’s never been heard of before. [CUA, p. 157]

Orwell var nu ved at danne sig sine meninger om, hvad "they’re after". I As I Please fra november 1946 står der:

It is not easy to find a direct economic explanation of the behaviour of the people who now rule the world. The desire for pure power seems to be much more dominant than the desire for wealth. [CEJL vol. 4, p. 289]

 

Edmond O’Brien som Winston Smith i filmen 1984 fra 1956

Nineteen Eighty-Four blev Orwells sidste bog. Den udkom i midten af 1949, og Orwell døde i januar 1950. Men også i overført betydning var det hans sidste bog. Nineteen Eighty-Four er konklusionen på næsten alt, hvad Orwell havde skrevet siden 1936, hvor han med The Road To Wigan Pier indledte sin kritik af den ortodokse venstrefløj, og hvor han tog til Spanien. I Nineteen Eighty-Four skabte Orwell et totalitært univers, Oceania, med sin egen historie og indre dynamik.

I det fjerde årti af det 20. århundrede, fortæller Orwell i bogen, var alle politiske hovedretninger autoritære. Paradis på jord var blevet afvist i samme øjeblik, det blev realisabelt. Enhver ny politisk teori, ligegyldigt hvad den kaldte sig, førte til hierarki og ensretning. Efter krige, borgerkrige, revolutioner og kontrarevolutioner over hele verden opstod Ingsoc (Newspeak for English Socialism) og dens konkurrenter som færdigt udviklede teorier. De var en videreudvikling af forskellige politiske systemer, almindeligvis kaldt totalitære, og udviklingen havde længe været åbenbar.

What kind of people would control this world had been equally obvious. The new aristocracy was made up for the most part of bureaucrats, scientists, technicians, trade-union organizers, publicity experts, sociologists, teachers, journalists, and professional politicians. [...] As compared with their opposite numbers in past ages, they were less avaricious, less tempted by luxury, hungrier for pure power, and above all, more conscious of what they were doing and more intent on crushing opposition. [NEF, p. 164]

Verden i 1984 er inddelt i tre superstater, der er i evig krig med hinanden, de to mod den tredie med alliancerne skiftende frem og tilbage. Orwell fortæller, at det er en krig med begrænsede mål, hvor ingen af de stridende er i stand til at ødelægge de andre. Der er ingen materielle grunde til at kæmpe og heller ingen ideologiske af betydning. Det, det drejer sig om, er at forbruge maskinens produkter uden at hæve levestandarden.

The essential act of war is destruction, not necessarily of human lives, but of the products of human labour. War is a way of shattering to pieces, or pouring into the stratosphere, or sinking in the depths of the sea, materials which might otherwise be used to make the masses too comfortable, and hence, in the long run, too intelligent. [NEF, p. 154]

Desuden vil en generel forøgelse af levestandarden ødelægge det hierarkisk opbyggede samfund, idet velstanden ikke længere vil være noget, der adskiller klasserne.

Øverst i Oceanias hierarki findes Big Brother, som er ufejlbarlig og almægtig.

Every success, every achievement, every victory, every scientific discovery, all knowledge, all wisdom, all happiness, all virtue, are held to issue directly from his leadership and inspiration. [NEF, p. 166]

Ingen har nogensinde set Big Brother. Han er et ansigt på plakater, en stemme i fjernsynet. Big Brother er den forklædning, Partiet har valgt at fremtræde for verden i. Big Brother skal være den, man retter sin kærlighed, frygt og ærbødighed mod, da dette er følelser, man har nemmere ved at nære for en person end for en organisation.

Under Big Brother i hierarkiet kommer The Inner Party og dernæst The Outer Party. The Inner Party er hjernen, og The Outer Party lemmerne.

The Party is not a class in the old sense of the word. It does not aim at transmitting power to its own children, as such; [...] The essence of oligarchical rule is not father-to-son inheritance, but the persistence of a certain world-view and a certain way of life, imposed by the dead upon the living. A ruling group is a ruling group so long as it can nominate its successors. The Party is not concerned with perpetuating its blood but with perpetuating itself. Who yields power is not important, provided that the hierarchical structure remains always the same. [NEF, pp. 167–168]

Og nederst i hierarkiet er der the proles, der udgør ca. 85% af befolkningen. Orwell skriver, at i virkeligheden ved man ikke ret meget om dem. Idet de har været overladt til sig selv, er de vendt tilbage til en levevis, der synes naturlig for dem, og som hører fortiden til. De fødes, vokser op i rendestenen, begynder at arbejde i tolvårsalderen, har en kort blomstringsperiode med skønhed og seksuelt begær, og de dør for det meste i 60-årsalderen. De er ikke svære at styre. Der er hele tiden agenter fra Thought Police blandt dem, som spreder falske rygter og sørger for at fjerne de få individer, der måske kunne blive farlige. Men der bliver ikke gjort noget forsøg på at indoktrinere dem med Partiets ideologi. Det er ikke ønskeligt, at the proles skal nære stærke politiske følelser.

Styret i Oceania benytter sig af forskellige metoder til at kontrollere befolkningen. Hele samfundet er gennemsyret af agenter fra Thought Police. I alle boliger findes fjernsyn, der både kan modtage og sende, så beboerne kan være under konstant opsyn. Hver dag er der to minutters had, hvor folk samles foran fjernsynet og ser et program, der får dem til at råbe og skrige i had. For bogens hovedperson, Winston Smith, er det frygtelige ikke så meget, at man er tvunget til at deltage, men at man ikke kan lade være med at lade sig rive med. Programindholdet skifter hver dag, men hovedpersonen er altid Emmanuel Goldstein.

Goldstein was the renegade and backslider who once [...] had been one of the leading figures of the Party, almost on a level with Big Brother himself, and then had engaged in counterrevolutionary activities, had been condemned to death, and had mysteriously escaped and disappeared. [...] All subsequent crimes against the Party, all treacheries, acts of sabotage, heresies, deviations, sprang directly out of his teachings. [NEF, p. 13]

Goldstein er iflg. Parties propaganda leder af en stor undergrundshær, som arbejder på at omstyrte Oceania. Undergrundshæren kaldes The Brotherhood. Goldstein har skrevet en bog, The Theory and Practice of Oligarchical Collectivism, hvori Oceanias historie og indre mekanisme forklares. Til slut i Nineteen Eighty-Four viser det sig, at Goldstein er Partiets opfindelse og hans bog skrevet af bl.a. O’Brien, der repræsenterer Partiet, og som er skurken i bogen. Goldstein bruges som syndebuk til at aflede utilfredsheden og til at afsløre oprørere som Winston, der betror sig til O’Brien, som han tror er med i The Brotherhood.

[...] sexual privation induced hysteria, which was desirable because it could be transformed into war fever and leader worship. [NEF, p. 109]

Udover ovennævnte konkrete former for kontrol benytter Partiet sig også af en mere subtil form, der er sværere at kæmpe imod, fordi den sætter ind mod bevidstheden. For det første er hele systemet baseret på historieforfalskning. Det har to formål. Partiet er udadtil ufejlbarligt og er således nødt til at ændre alle oplysninger, når det alligevel har taget fejl i en eller anden forbindelse. Historieforfalskningen foregår i Ministry of Truth, hvor Winston arbejder. Han er udmærket klar over, hvad han egentlig laver, men han tager det ikke så tungt, fordi der i tidens løb er blevet foretaget så mange ændringer, at han blot udskifter en løgn med en anden.

Det andet formål er at udslette erindringen i befolkningens bevidsthed. Den eneste grund til at folk finder sig i den elendige levestandard er, at man har fået at vide, at det var meget værre før revolutionen. Og da der ingen korrekte oplysninger findes om fortiden, er der ingen, der aner, om det er rigtigt eller ej. Måske var det virkeligt værre før i tiden, og så skal man jo ikke klage.

Når det er nødvendigt et manipulere med historien og ens egen hukommelse, er det lige så nødvendigt at glemme, at man har gjort det. Dette gøres ved hjælp af en mental teknik, der på Oldspeak hed reality-control og på Newspeak hedder doublethink.

To know and not to know, to be conscious of complete truthfulness while telling carefully constructed lies, to hold simultaneously two opinions which cancelled out, knowing them to contradictory and believing in both of them, to use logic against logic, to repudiate morality while laying claim to it, to believe that democracy was impossible and that the Party was the guardian of democracy, to forget whatever it was necessary to forget, then draw it back into memory again at the moment when it was needed, and then promptly to forget it again: and above all, to apply the same process to the process itself. That was the ultimate subtlety: consciously to induce unconsciousness, and then, once again, to become unconscious of the act of hypnosis you had just performed. Even to understand the word ‘doublethink’ involved the use of doublethink. [NEF, pp. 31–32]

Det officielle sprog i Oceania er Newspeak, som skal opfylde Ingsoc’s ideologiske krav. I år 1984 er der endnu ingen, der benytter sig af Newspeak som det eneste udtryksmiddel, men det forventes, at Newspeak omkring år 2050 vil have erstattet Oldspeak. Newspeak består af forkortelser, og Orwell skriver i sit appendiks til Nineteen Eighty-Four om Newspeak, at allerede tidligt i det 20. århundrede var forkortelser en del af den politiske sprogbrug. Det var især udbredt i totalitære lande og organisationer. Som eksempler giver han Nazi, Gestapo, Komintern, Inprecorr, Agitprop. Fordelen ved sådanne ord er fra et totalitært synspunkt, at deres betydning indsnævres og ændres, så alle associationer, der ellers måtte være, fjernes.

Formålet med Newspeak er ikke bare at være medium for Ingsoc’s ideer og verdensbillede; det skal også gøre alle andre måder at tænke på umulige og således fjerne alle kætterske tanker.

"Don’t you see that the whole aim of Newspeak is to narrow the range of thought? In the end we shall make thoughtcrime literally impossible, because there will be no words in which to express it. Every concept that can ever be needed will be expressed by exactly one word, with its meaning rigidly defined and all its subsidiary meanings rubbed out and forgotten. [...] Every year fewer and fewer words, and the range of consciousness always a little smaller. Even now, of course, there’s no reason or excuse for committing thoughtcrime. It’s merely a question of self-discipline, reality-control. But in the end there won’t be any need even for that. [...] In fact there will be no thought, as we understand it now. Orthodoxy means not thinking – not needing to think. Orthodoxy is unconsciousness. [NEF, pp. 45–46]

På et tidspunkt skriver Winston i sin dagbog, at han godt forstår hvordan, men ikke hvorfor. Dette hvorfor spurgte George Bowling om i Coming up for Air i 1939. I Nineteen Eighty-Four giver O’Brien ham svaret.

The Party seeks power entirely for its own sake. We are not interested in the good of others; we are interested solely in power. [...] Power it not a means, it is an end. [NEF, p. 211]

Det første man må erkende, siger O’Brien, er, at magt er kollektiv. Individet har kun magt, hvis det ophører med at være individ. Alene og fri vil mennesket altid lide nederlag, og sådan må det nødvendigvis være, da det er menneskets lod at skulle dø. Men hvis individet kan underkaste sig fuldstændigt, hvis det kan flygte fra sin identitet, hvis det kan lade sig opsluge så meget af Partiet, at det er Partiet, så er det almægtigt og udødeligt. Det næste man må erkende er, at magt er magt over mennesker, over kroppen og især over bevidstheden.

"If you want a picture of the future, imagine a boot stamping on a human face – for ever." [NEF, p. 215]

Oceania er resultatet af en socialistisk revolution; det er en forlængelse af Animal Farm. Orwells beskrivelse af Oceania indeholder alt, hvad anarkisterne har sagt om staten, især den marxistiske stat, lige siden Mikhail Bakunin i 1873 skrev:

For its self-preservation, the State must necessarily be externally powerful, but if it is so in its relations with the outer world, it must equally certainly be powerful internally. Every State has to be inspired and guided by a special morality conforming to the particular conditions of its existence, a morality which is a negation of human and universal morality. The State must make sure that all its subjects, in thought and above all in deed, are inspired only by the principles of this patriotic and particular morality, and that they remain deaf to the teachings of a purely human and universal morality. Hence the need for State censorship, since too much liberty of thought and opinion is – as Marx believes with good reason if one accepts his eminently political point of view – incompatible with that unanimous adherence which security of State demands. [Note 19]

Det var også Bakunin, som sagde, at magtbegær er stærkere og mere perverterende end noget materielt eller økonomisk motiv.

På grund af den tydelige anti-kommunisme i Nineteen Eighty-Four blev bogen en stor succes i USA, hvor mccarthyismen var begyndt at røre på sig. Dog overså man, at Orwell i bogen siger, at alle ideologier i midten af det 20. århundrede var autoritære. Fordi Nineteen Eighty-Four blev misfortolket og i visse tilfælde misbrugt, skrev Orwell i 1949:

My recent novel is NOT intended as an attack on Socialism or on the British Labour Party (of which I am a supporter) but as a show-up of the perversions to which a centralized economy is liable and which have already been partly realized in Communism and Fascism. I do not believe that the kind of society I describe necessarily will arrive, but I believe (allowing of course for the fact that the book is a satire) that something resembling it could arrive. I believe also that totalitarian ideas have taken root in the minds of intellectuals everywhere, and I have tried to draw these ideas out to their logical consequences. [CEJL vol. 4), p. 564]

 

Ved en umiddelbar betragtning var Orwells politiske udvikling modsætningsfuld. Efter sin tid som politimand i Burma var han anarkist; ikke nogen særlig konsekvent eller dybtgående anarkist, men det var, hvad han opfattede sig selv som. I begyndelsen af 30’erne blev han mere kritisk overfor samfundet, og i The Road to Wigan Pier fremtræder han som socialist. Men det er som en udogmatisk socialist, der ikke har meget tilovers for teorierne, og som kritiserer de doktrinære socialister, der netop p.g.a. deres teorier har glemt, at socialisme først og fremmest drejer sig om frihed og retfærdighed. Efter Spanien havde Orwell stor sympati for anarkismen og var endnu mere udogmatisk efter at have set, hvad dogmatisme kan føre til. Indmeldelsen i ILP virker derfor inkonsekvent, fordi partimedlemskab altid til en vis grad medfører dogmatisme. Men det skal ses i sammenhæng med krigen, der på det tidspunkt var lige omkring hjørnet. Orwell var imod krigen, og han mente, at ILP var det eneste parti, der ville indtage den rette holdning til krigen, antageligt p.g.a. partiets pacifistiske politik. Med krigen skete der en drastisk ændring hos Orwell. Fra at være imod krigen gik han nu ind for den, kritiserede pacifisterne for holdninger, han selv havde haft et par år tidligere, og meldte sig ud af ILP. Med Animal Farm genoptog han temaerne fra Spanien og Homage to Catalonia og uddybede dem. Denne anti-autoritære holdning blev mere fremtrædende, efterhånden som han nærmede sig Nineteen Eighty-Four, der viser Orwell som en temmelig konsekvent anarkist, der så farerne i staten og ledere i det hele taget.

Som sagt kan denne udvikling virke modsætningsfuld. Det hænger sammen med, at Orwell levede i nuet. Hans holdninger var tildels bestemt af den situation, han på et givet tidspunkt befandt sig i. Dybest set havde han måske kun én holdning. I 1936 fastslog Orwell, at socialismen for ham først og fremmest betød frihed og retfærdighed, og denne holdning fraveg han aldrig. De umiddelbare modsætninger var snarere en konsekvens af denne grundholdning.

Det er svært at hæfte en politisk etiket på Orwell, netop fordi han var udogmatisk. Ulig de doktrinære socialister opfattede Orwell socialismen som det sociale aspekt af en altomfattende moralsk holdning; en opfattelse, der utvivlsomt skyldtes mødet med anarkisterne i Spanien, for hvem anarkismen var en moralsk holdning med politiske konsekvenser.

Man kan ikke sige, at anarkismen var Orwells altomfattende moralske holdning, men der er mange anarkistiske træk i Orwells kritik af bl.a. samfundet, kommunisterne, de professionelle politikere og de elitære socialister, der mente, de var arbejderklassens avantgarde. Men én af de vigtigste grundpiller i anarkismen, forkastelsen af staten, kunne han ikke gå ind for. Orwell mente, at en eller anden form for stat var nødvendig, netop for at bevare friheden. Anarkisternes statsløse samfund indeholdt i Orwells øjne totalitære træk. I Politics vs Literature fra slutningen af 1946 siger han:

This illustrates well the totalitarian tendency which is implicit in the anarchist or pacifist vision of society. In a society in which there is no law, and in theory no compulsion, the only arbiter of behaviour is public opinion. But public opinion, because of the tremendous urge to conformity in gregarious animals, is less tolerant than any system of law. When human beings are governed by ‘thou shalt not’, the individual can practise a certain amount of eccentricity: when they are supposedly governed by ‘love’ or ‘reason’, he is under continuous pressure to make him behave and think in exactly the same way as everyone else. [CEJL vol. 4, p. 552]

Når Orwell afviste anarkisternes alternative samfund, var det ikke fordi han havde noget bedre at sætte i stedet. Han var imod det bestående samfund, men havde ingen ideer om, hvordan det skulle ændre sig eller til hvad. Orwells betydning som politisk forfatter var ikke som teoretiker, men som kritiker, venstrefløjens dårlige samvittighed og loyale opposition. De andre teoretiserede, og Orwell kritiserede så teorierne. For Orwell var socialismen den eneste løsning. Den ville ikke føre til et perfekt samfund, men i hvert fald til et bedre. Men for at dette kunne ske, var det nødvendigt med konstant kritik.

Orwell kan altså ikke sættes i nogen politisk bås. Man kan kalde ham udogmatisk socialist, men det er en vag betegnelse. Der er så mange aspekter og facetter hos ham, at han undslipper en entydig definition. Og da han altid forsøgte at bevare sin individualitet og undgå dogmerne med deres uløste modsætninger, er dette rimeligt nok. Winston i Nineteen Eighty-Four skriver på et tidspunkt i sin dagbog:

Freedom is the freedom to say that two plus two make four. If that is granted all else follows. [NEF, p. 68]

Lad disse ord i deres forførende enkelthed være konklusionen på Orwells politiske udvikling.

6. Bibliografi

Bøger

Orwell, George:
Animal Farm (Harmondsworth 1977)
Burmese Days (Harmondsworth 1977)
A Clergyman’s Daughter (Harmondsworth 1975)
Collected Essays, Journalism and Letters, vol. 1–4
     (Harmondsworth 1976, 1977, 1978, 1978)
Coming up for Air (Harmondsworth 1977)
Down and Out in Paris and London (Harmondsworth 1977)
Homage to Catalonia (Harmondsworth 1975)
Keep the Aspidistra Flying (Harmondsworth 1978)
Nineteen Eighty-Four (Harmondsworth 1978)
The Road to Wigan Pier (Harmondsworth 1988)

The Anarchist Reader, edit. George Woodcock (Glasgow 1977)
Dokumenter til den spanske arbejderklasses og arbejderbevægelses udvikling 1880–1976 (Viborg 1977)
George Orwell, edit. Raymond Williams (Englewood Cliffs 1974)
George Orwell, The Critical Heritage, edit. Jeffrey Meyers (London 1975)
Jesper, Bente: Det lille røde leksikon (København 1974)
Kubal, David: Outside the Whale (London 1972)
Lief, Ruth Ann: Homage to Oceania. The Prophetic Vision of George Orwell (Columbus 1969)
Meyers, Jeffrey: A Reader’s Guide to George Orwell (London 1978)
Politiske ideologier, red. Sven Erik Stybe (København 1972)
Rees, Richard: George Orwell, Fugitive from the Camp of Victory (London 1961)
Revolution og kontrarevolution i Spanien 1800–1976 (Århus 1976)
Den røde kalender 1976 (Viborg 1975)
Stansky, Peter and William Abrahams: The Unknown Orwell (Bungay 1974)
Tingsten, Herbert: Nazismens og fascismens ideologi (København 1967)
Twentieth Century Interpretations of 1984, edit. Samuel Hynes (Englewood Cliffs 1971)
Walter, Nicolas: About Anarchism (London 1967)
Williams, Raymond: George Orwell (Glasgow 1975)
Woodcock, George: Anarchism (Harmondsworth 1975)
The Crystal Spirit (Harmondsworth 1970)
Vorhees, Richard: The Paradox of George Orwell (Lafayette 1961)
The World of George Orwell, edit. Miriam Gros (London 1971)
Zwerdling, Alex: Orwell and the Left (New Haven 1974)

Tidsskrifter

Clark, John: "What Is Anarchism?", Freedom, 24. februar 1979

7. Noter

Note 1: Malatesta, Errico: Anarchy, London (udgivelsesår ukendt). Mit citat er fra Clark, John: "What Is Anarchism?", Freedom, 24. februar 1979, p. 10
Note 2: Woodcock, George: Anarchism (Harmondsworth 1975), p. 11
Note 3: I resten af teksten vil kun navnet "Orwell" blive brugt, også selvom det drejer sig om perioden før 1933.
Note 4: Stansky, Peter and William Abrahams: The Unknown Orwell (Bungay 1984), pp. 149–150.
Note 5: I 902 var den amerikanske forfatter Jack London i London på vej til Sydafrika, hvor han skulle skrive om Boer-krigen. Opgaven blev imidlertid aflyst, og han besluttede sig for at skrive om slumkvartererne i London. I syv uger vandrede han rundt i slumkvartererne, snakkede med folk og levede som dem. Resultatet blev The People of the Abyss.
Note 6: Independent Labour Party, britisk socialistparti dannet i 1883. Fortsatte som fraktion indenfor Labour Party efter grundlæggelsen af dette, men brød med partiet i 1932. Politisk til venstre for Labour Party, af humanistisk og pacifistisk observans.
Note 7: POUM, Partido Obrero de Unificación Marxista, et lille revolutionært parti, hvis mål var socialismens sejr i Spanien og resten af verden. POUM var ikke trotskistisk, selvom partiet, som trotskisterne, gik ind for verdensrevolutionen.
Note 8. Den Anden Republik blev grundlagt i 1931. I de første år lå magten hos venstrefløjspartierne. De adskilte stat og kirke og prøvede med alle midler at bekæmpe den reaktionære katolske kirkes indflydelse. Men på ingen af områderne kunne partierne enes, og der skete et skred mod højre. Af frygt for en fascistisk opstand sluttede de republikanske partier sig sammen i en folkefront, der opnåede parlamentsflertal i 1936.
Note 9: CNT, Confederación Nacional de Trabajo, anarko-syndikalistisk organisation med en lang tradition bag sig i Spanien. De ønskede at organiseringen af det anarkistiske samfund skulle baseres på fagforeningerne. FAI, Federación Anarquista Ibérica, den "hårde kerne" i CNT, oprettet i 1927 for at bekæmbe revisionismen indenfor CNT og bevare de rene anarkistiske idealer.
Note 10: Militserne blev organiseret af fagforeningerne og de politiske partier. Da POUM blot var et lille parti, kom mange af militsfolkene fra andre organisationer.
Note 11: UGT, Unión General de Trabajadores, socialistisk fagforening.
Note 12: PCE, Partido Comunista de España, det spanske kommunistparti. PSUC, Partido Socialista Unificat de Catalunya, den katalanske afdeling af PCE.
Note 13: Dette var kun én hændelse i en lang proces, forklarer Orwell. Igennem de sidste seks måneder var der sket en bevægelse væk fra fagforeningernes direkte magt over mod et centraliseret styre, der ville føre til statskapitalisme og muligvis genindførelse af privatkapitalismen.
Note 14: Orwell angiver selv tre grunde til dette: 1) CNT var med i regeringen, og derfor var lederne mere konsevative end de menige medlemmer. 2) CNT var i færd med at skabe en alliance med UGT, og uro ville ikke gavne denne alliance. 3) CNTs ledere frygtede, at hvis situationen kom ud af kontrol, og arbejderne overtog magten, ville der finde en udenlandsk intervention sted; f.eks. lå der engelske krigskibe i Barcelonas havn.
Note 15: Orwell skulle i 1944 imidlertid indrømme, at dette var en farlig måde at argumentere på.
Note 16: Partisan Review, amerikansk litterært tidskrift af trotskistisk observans.
Note 17: Polemic, et tidsskrift om filosofi, psykologi og æstetik.
Note 18: Artiklen blev senere udgivet som pamflet med titlen James Burnham and the Managerial Revolution.
Note 19: Bakunin, Mikhail: fra Ouvres, vol. IV, 1910, oversat af George Woodcock i The Anarchist Reader, edit. George Woodcock (Glasgow 1977), pp. 140–141.