Ernesto Che Guevara
1928 - 1967
Hans liv og politiske idéer
I disse dage (1997) mindes man over hele verden, at det
er 30 år siden Ernesto "Che" Guevara blev myrdet af det bolivianske militær og
CIA-agenter i den bolivianske landsby Higuera. Vi mindes ikke bare hans død, men også
hans idéer og drømme som stadig er aktuelle i disse dage, hvor samfundet i stigende grad
styres af markedsliberalismen.
El Che var en revolutionær internationalist, en
militær strateg, filosof, økonom og læge. Hans drøm var, at samle hele Latin-Amerika
og alle undertrykte lande i kampen for retfærdighed og mod al fattigdom. Det er denne
idé som bliver konkretiseret i den kendte parole om, "at skabe 1- 2- 3
Vietnam". Han faldt i Bolivia da han prøvede at gennemføre denne drøm.
Che og hans idéer har været til stor inspiration for
revolutionære og guerillabevægelser i hele verden. Hans artikler og bøger om
guerillakrig og hans visioner for det nye mennesket har været studeret og gennemført,
eller forsøgt gennemført i mange bevægelser. Han var en konsekvent internationalist,
som så behovet for at ændre menneskene samtidig med at man laver revolution. Det nye
menneske skal skabes indenfor revolutionen, kampen for retfærdighed og værdighed. Han
blev selv et eksempel på disse grundlæggende moralske egenskaber: "Alt for
revolutionen" var et af hans motto. Ærlighed og oprigtighed betyder at
"alle revolutionæres pligt er at gøre oprør."
Verden i dag er meget forskellig fra den som eksisterede da Che døde.
Socialismen og den revolutionære kamp var i fremgang, Vietnamkrigen var i fuld gang og
ungdomsoprør i USA og Europa var i udvikling. Meget af dette oprør er borte nu, men ikke
grundlaget for disse kampe.
Forbrugersamfundet har prøvet at profitere på Ches person.
Hemmeligheder omkring hans død har hjulpet til at lave en myte om Che. Men hans idéer er
levende i forskellige dele af verden: El Salvador, Nicaragua, Mexico, Congo, etc. I
anledning af denne "mindestund" ønsker vi, at bidrage til, at det er Ches
idéer som bliver spredt og sået, og ikke myterne om hans person. Vi må analysere hans
idéer, ikke som dogmer, men som levende tanker, som må tilpasses vor kundskab om den nye
situation verden nu er i, at analysere hans teorier med kritiske øjne er vort bedste
bidrag.
Ches politiske bevidsthed voksede frem under hele
studentertiden, når han rejste i Latin-Amerika. I Argentina var det peronistene som havde
magten, med Eva Peron som den mest populistiske figur. I begyndelsen af 50’erne var
situation i Guatemala eksplosiv, præsidenten Jacobo Arbenz havde gennemført forskellige
reformer i et forsøg på at organisere en mere retfærdig social fordeling. Den vigtigste
var jordreformen. Men dette provokerede United Fruit Company, et af de største selskaber
fra USA. Selskabet mobiliserede alle deres kræfter, og sammen med regeringen i USA, ledet
af Eisenhower, og CIA, kæmpede de mod reformerne. I denne forbindelse kommer Che til
Guatemala som en af mange latinamerikanere, som vil være med i dette tilløb til et
socialistisk eksperiment. Denne periode havde mange paralleller med den bevægelse som
opstod i Chile under Allende. Det var dette internationale miljø som skabte grundlaget
for Ches stærke følelse af at være latinamerikaner og verdensborger. Det var i
Guatemala han fik de første kontakter med cubanere, som senere skulle være med i kampen
mod diktatoren Batista på Cuba. Det var også i Guatemala at han begyndte at studere
Marx, Engels, Lenin, Mao, Freud, etc.
Det politiske miljø blev mere og mere vanskeligt i Guatemala. USA og
CIA støttede med penge, våben, o.lign., enhver gruppe som kunne hjælpe til, at
destabilisere den folkevalgte regeringen. Psykologiske kampagner blev startet, og
provokationer blev arrangeret af CIA. Som tidligere nævnt, akkurat de samme metoder som
senere blev brugt i Chile i 1973.
Situationen i Guatemala blev så vanskelig, at de fleste udlændinge fra
andre latinamerikanske lande blev tvunget til at forlade landet. Che fik ikke fornyet sin
opholdstilladelse og rejste til El Salvador, som også var i gang med at udvikle en stærk
venstreorienteret bevægelse. Dér fik han heller ikke lov at blive, så han vendte
tilbage til Guatemala. Han blev der indtil USA invaderede Guatemala 18. juni 1954. Han
meldte sig som frivillig til krigsfronten, men mens han ventede på dette indtog den
USA-støttede hær triumferende hovedstaden den 3. juli. Dette blev starten på en
forfærdelig undertrykkelse og jagt på alle som støttede præsidenten. Mange af hans
venner blev arresteret og Che blev selv eftersøgt. Han søgte asyl i den argentinske
ambassaden. Som argentiner fik han tilbud om at rejse til Argentina, men han takkede nej
og planlagde at rejse til Mexico. De fleste som flygtede fra Guatemala kom senere til
Mexico. Efter nogle måneder fik han visum og rejste til Mexico City, hvor han traf mange
af sine gamle kammerater.
Erfaringerne fra Guatemala var grundlæggende for hans tanker om, at det
ikke er muligt at forsvare social revolution uden våben; valg er bare en illusion. Han
kritiserede stærkt den gamle regeringen i Guatemala for, at prøve at forhandle for
derefter at give efter, i stedet for at give våben til folket så at de kunne organisere
deres forsvar. Denne ideologiske retning blev stærkere senere i Latin-Amerika, med en
stærk guerillabevægelse i 60' og 70'erne. Det er på baggrund af denne erfaringen, at
han konkluderer med en fremtidsvision om én stor fælles kamp i alle land for
retfærdighed og mod USA’s imperialisme, i Guatemala repræsenteret med United Fruit
Company.
Det Mexico han mødte var styret af PRI (Partido
Revolucionario Institucional), med levende billeder af den politiske kamp som foregik i
30- og 40’erne, dvs. nationaliseringen af olieselskaberne i 1930 og den omfattende
jordreformen som Lazaro Cardenas igangsatte. Denne kamp blev stærkt reflekteret i
kunstmiljøet, som frembragte store malere som Diego de Rivera, Frida Kahlo og Siqueiros.
Det er denne virkelighed folk, som flygtede fra Guatemala kom til, der i blandt Che.
I Mexico traf han gamle kendte fra Guatemala som havde tilknytning til
det cubanske miljø. Situation i Cuba var eksplosiv. Fidel Castro og andre studenter havde
organiserede et angreb mod Moncada-kasernen den 26. Juli 1953. Mange var blevet dræbt,
Fidel og andre overlevende var fængslet. Der var et stort pres mod diktator Batista for
at frigøre fangene og sende dem til Mexico.
Fidels plan efter egen frigivelse var, at blive en kort tid på Cuba for
at opbygge en lille støttegruppe. Derefter ville han rejse til Mexico for at planlægge
og træne en gruppe som skulle starte en guerillakrig med det formål at tage magten fra
Batista. Vi har kommet til Januar 1955, dvs. 4 år før Fidel og "26. juli
Bevægelsen" (forkortet M-26-7) sejrende indtog Havanna den 1. januar 1959.
Denne plan nærmede sig en realitet da Fidel og hans kammerater blev frigivet den 15. maj.
"26. juli Bevægelsen" blev formelt dannet
den 12. juni på et hemmeligt møde i Havanna, med Fidel Castro som leder. Situationen på
Cuba blev uholdbar, og den første som rejste til Mexico var Raul Castro, og senere Fidel
med resten af gruppen.
Det er vanskeligt ensydigt, at definere personerne som var i dette
miljø, da de rent politisk var meget forskellig. Vi kan sige at de fleste var
nationalister som ville frigøre Cuba fra mafia og USA-imperialismen, kun nogle få var
udtrykkelig marxister, mellem dem var Raul Castro; broderen til Fidel. Fidel selv
definerede sig som nationalist, ikke marxist.
Che var på dette tidspunktet allerede defineret som marxist, og kom
godt overens med Raul Castro. Det tager ikke lang tid før han kommer med i bevægelsen
hvor han først gir sig i kast med at organisere gruppen for senere at være med i
Granma-ekspeditionen.
Situationen i Argentina i denne perioden er også med på at bekræfte
Ches tanker om en væbnet revolution som eneste vej til ændringer i den politiske og
økonomiske magtstruktur. Peron havde stadig magten, men der havde været et blodig oprør
fra søværnet og situation var ganske kaotisk.
Che begyndte en periode med stærk fysisk og psykisk træning
med den hensigt at kunne drive guerilla-krig på Cuba. Han prøvede at lære det meste om
økonomi og marxistiske ideer. Han skrev sit første dokument kaldet "Filosofiske
bøger". Der viser han sine dybe kundskaber om Marx, Engels og Lenin. Samtidig måtte
de passe på at planerne om guerillakrigsføring ikke blev kendt i miljøet på grund af
alle informanterne som arbejdede for USA’s ambassade og Batista.
Efter at have bestemt hvem der skulle være med i den første gruppen
til Cuba, begyndte de den militære træningen udenfor Mexico City. Che kom med i gruppen
som havde ansvaret for denne oplæringen. Mens de organisere selve rejsen til Cuba blev de
fængslet og beskyldt for at organisere en væbnet gruppe med hensigt at bekæmpe Batista,
- som jo også var sandt.
Efter 1 ½ måned i fængsel blev de løsladt. Umiddelbart efter gik de
"under jorden" for derefter at rejse til Cuba så hurtigt som mulig. Che
fortsatte sine studier om marxismen, økonomien og diverse filosofiske emner.
Det var i denne perioden hvor alle blev udsat for store påvirkninger,
først under militær og fysisk træning, senere i fængsel i møde med en uvis skæbne,
at Che definerede sine idéer omkring "det nye menneske". Disse idéer bliver
senere konkretiseret i selve guerillakrigen på Cuba. Med hans egne ord: "I disse
dage med træning og senere fængsel, identificerede jeg mig helt med mine kammerater.
'Jeg' konceptet blev borte for at åbne vejen til 'vi'. Det var en kommunistisk
moral som kan virke som en overdrivelse, men jeg synes det var en utrolig oplevelse at
føle at 'jeg' forsvandt". Det er disse tankene som senere i guerillakrigen
bliver konsolideret, og satte store krav til hans egen og de andres opførsel. De samme
tanker kommer også til udtryk i mottoet "sejren eller døden"
som skulle styre alles revolutionæres liv, og som han selv levede konsekvent efter.
25. november 1956, båden "Granma" forlader
Mexicos kyst overbelastet med 82 personer, våben og anden bagage med kurs mod Cuba.
Rejsen og landsætningen blev i første omgang en total fiasko. Rejsen
tog flere dage end forventet samtidig med at de løb tør for mad. Søsyge, sultne og
trætte blev de mødt af militæret på Cuba, som vidste besked om ekspeditionen på
forhånd. Oprøret som skulle støtte landsætningen havde startet til aftalt tid, altså
flere dage før båden ankom til Cuba, og blev hurtigt slået ned.
Gruppen fra "Granma" blev spredt for alle vinde, og efter at kampene stilnede af
var der kun 15 guerilla-soldater tilbage. De andre var dræbt i kamp eller efterfølgende
summarisk henrettet. Størstedelen af våbnene var også gået tabt. De som overlevede,
flygtede langt ind i junglen, til Sierra Maestra, for at undgå konfrontationer med
hæren. Man prøvede derefter at skaffe flere våben fra støttegrupperne i byerne,
hvilket de også fik efter en tid.
Derefter begyndte en periode med organisering, konsolidering,
rekruttering samt etablering af gode kommunikationslinjer med støttegrupperne i byerne.
De rekrutterede nye guerillamedlemmer fra folk i byerne, som brugte lang tid på at
tilpasse sig en anden type livsførelse i Sierra. De prøvede også, med stor succes, at
rekruttere guerillamedlemmer fra "guajiros", bønderne fra Sierra. Disse kendte
terrænet og var meget værdifulde for den type kampe man forberedte sig til. Ved stadige
forflytninger hindrede man hæren i at angribe.
I januar 1957 følte guerillaen sig stærke nok til at
angribe deres første mål. De havde behov for at vise omverdenen at de eksisterede, at de
ikke var udraderet efter deres første møde med hæren, og at kampen skulle forsætte.
Det var endvidere nødvendigt for at øge støtten i befolkningen. De angreb en
landsby-kasserne med stor succes, udover omtalen fik de også erobret våben.
I denne periode udviklede Guevara sig til at være en respekteret og
accepteret leder for guerillaen, til trods for at han ikke var cubaner. Han deltog og
ledede mange farlige operationer og tog sig af det som andre syntes de ikke magtede selv.
Han satte store krav til sig selv på alle planer, menneskelig, fysisk, militært, etc., -
men stillede også store krav til sine kammerater. Han viste i mange situationer, som for
eksempel mod stikkere, at han ville handle mod dem som ikke fulgte revolutionens
interesser. Men han viste også ømhed for sine kammerater, som han var meget afhængig af
pga. sine astma-anfald, og de kunne være ganske kraftige i perioder. Der blev knyttet
kraftige menneskelig bånd mellem de som deltog i guerillaen, man blev afhængige af
hinanden, man delte alt. Og som han sagde i Mexico: "'jeg' konceptet
forsvinder". Alt for revolutionen og kammeratene var den store drivkraften.
Da guerillaen begyndte at udføre angreb fra Sierra, prøvede diktator
Batista at overbevise sine støttespillere både nationalt og internationalt, om at disse
grupper var små med lille støtte i folket, og at de snart ville blive overvundet. Men
ikke længe efter det første angreb tog guerillaen med en journalist fra New York Times
til Sierra. Han lavede en reportage om dem, noget som skabte stort påstyr i USA. Dermed
begyndte kampen også i medierne. Fidel og "26. juli Bevægelsen" blev
præsenteret som et oprør af idealister, med Fidel som leder, som kæmpede i Sierra med
stor succes mod diktatoren Batista. Regeringen hævdede at interviewet var falskt, men
journalisten viste fotografier hvor han kunne bevise at han havde været i Sierra Maestra
sammen med Fidel.
På denne måde blev den første militære kamp og informationskamp
vundet. På dette tidspunkt, marts 1957, havde nye rekrutter fået oplæring og kunne
begynde at deltage aktivt i kampen. Hele gruppen bestod nu af 70 personer og ikke 18 som
efter landsætningen. Che startede en politisk skole blandt guerilla-medlemmerne for at
hæve kundskabs-niveauet således at de aktivt kunne føre an i diskussioner.
Guerilla-aktiviteterne fortsatte i stor skala, diktatoren svarede med
tortur og drab af personer både i byerne og hos bønderne, noget som førte til det
modsatte af det diktatoren ønskede. Flere meldte sig til guerillaen. USA begyndte
efterhånden at miste troen på Batista. Regimet var korrupt og manglen på respekt for
menneskerettigheder blev et problem internationalt, som ikke var let at forsvare.
I juli 1957 bliver Che udnævnt til "kommandant"
og fik ansvaret for en af de 2 grupper som guerillaen bestod af på dette tidspunktet. I
oktober 57 mente Guevara de var stærke nok til at starte etableringen af et "befriet
område" således at de efterhånden kunne blive selvforsynende med mad, sygehus,
våben, etc. De byggede en industriel infrastruktur, med bl.a. vand-kraftværk og en
elementær våbenfabrik. De trykte den første avis til det cubanske folk kaldet "Den
frie cubaner". Che var fast besluttet på at forsvare stedet mod et militært angreb
hvis nødvendigt.
I december 1957 besluttet Fidel og ledelsen i "26. juli
Bevægelsen", at kampen måtte ned fra Sierra til lavlandet. Man etablerede de
første "territorios libres", befriede områder. I februar 1958 kom den første
sendingen fra "Radio Rebelde", Radio Oprør, - et vigtig
redskab i kampen mod diktator Batista.
Revolutionen på Cuba udviklede sig nu i eksplosiv fart. Og Che, som en
god strateg, tænkte fremad og begyndte, at samle grupper af folk som kunne være med til
at løse de fremtidige problemer efter sejren. De diskuterede allerede hvordan de kunne
konkretisere revolutionen politisk og økonomisk, og dermed opbygge socialismen.
De revolutionære kom sejrende til Havanna nytårsaften 1959.
Diktatoren Batista fortrak med sine millioner til Den Dominikanske Republik, resten af
hans støtteapparat flyttede til USA.
En periode med reorganisering af alle statsapparater; administrationen,
retsvæsenet, hæren, etc. begyndte. El Che fik ansvaret for at reorganisere det, som til
da havde vært Batista-hæren. Senere blev han ansvarlig for oplæring ved den militære
skolen.
De vigtigste opgaver på Cuba kunne i følge Che, opsummeres i disse 3
punkter:
Der måtte opbygges et væbnet demokrati, dvs. et demokrati som kunne
forsvare sine beslutninger.
Der måtte igangsættes jordbrugsreformer som kunne bidrage til en
udvikling i denne sektoren samt sørge for mad til alle.
Industrien måtte udvikles hurtigt således at Cuba kunne blive mindre
afhængig af sukkereksport.
Om selve revolutionen sagde han, at Cuba er beviset på, at en lille
gruppe som ikke er bange for at handle og, som har støtte i befolkningen, kan vinde over
en regulær og disciplineret hær. Han mente, at denne sejr blev et eksempel til
efterfølgelse for andre latin-amerikanske land.
Det varede ikke længe før han skrev sit første "officielle"
dokument om guerillakrig. I "Hvad er guerillakrig" blev
guerillakrig præsenteret, ikke bare som en militær strategi, men som en politisk faktor
og et reformelement i sig selv. Guerillaen er fortroppen i kampen for retfærdighed og mod
undertrykkelsen. De er en militær organisation hvor disciplin kommer, ikke fra en blind
lydighed, men fra en dyb overbevisning om kampens retfærdighed.
Efter denne artikel kom den velkendte "Guerillakrig" som
bliver en lærebog som alle guerilla-grupper i Latin-Amerika studerede nøje. Che beskrev
hvordan denne type krig kan ledes, organiseres og gennemføres. Senere kom "Historier
fra revolutionens kamp" på tryk. Dette er en samling af forskellig
historier fra krigen i Sierra.
I maj 1959 blev jordreformer vedtaget og formaliseret
ved lov i Cuba, andre reformer blev efterhånden gennemført. Che blev senere ansvarlig
for Industridepartementet hvor han prøvede at udvikle industrien i Cuba.
På det internationale plan henvendte Cuba sig til det gamle
Sovjetunionen, Afrika, Asien og Europa for at få støtte til revolutionen, politisk og
økonomisk. Che deltog aktivt i dette arbejdet. Che arbejdede også aktivt med at opbygge
en stor anti-imperialistisk alliance mellem alle lande i Latin-Amerika, Asien og Afrika.
Han så at de havde meget til fælles samt en fælles fjende.
Situation i Cuba blev ikke let. Det tog ikke lang tid
før USA og CIA begyndte at organisere en opposition baseret på sabotage sammen med
eksil-cubanere fra Miami. CIA oplærte sabotører og gav dem våben. USA vedtog økonomisk
boykot som senere blev gennemført også af Organisationen af Amerikanske Stater (OAS).
Denne strategi blev udvidet samtidig med at Cuba bliver ekskluderet fra OAS i januar 1962.
I september 1960 blev "los Comitees den defensa de la revolucion" (CDR, Komiteer
til Forsvar af Revolutionen) dannet i hvert enkelt boligområde, som et nationalt netværk
af civile organisationer, med det mål for øje at forsvare Cuba mod sabotage.
Som Che havde forudset, så mange revolutionære i Latin-Amerika Cuba,
som et ideal og rejste derhen for at studere og lære af processen, og for at få støtte
i deres egen kamp. Che støttede dem fuldt ud.
Der blev etableret guerillagrupper i Den Dominikanske
Republik, Nicaragua, Guatemala, Peru, Venezuela, Argentina, etc. med forskellig resultat.
I Januar 1963 var Che med at organisere en guerillagruppe som skulle operere i Argentina,
men de blev opdaget før tiden, og mislykkedes. I September 1963 skrev han
"Guerillakrig: en metode" hvor han beskriver rollen fortroppen har i kampen for
socialismen og revolutionen i Latin-Amerika, som en kontinental revolution.
Sommeren 1964 bestemte Che at han skulle rejse fra Cuba
for at forsætte sin kamp for socialismen i Latin-Amerika. Han mente at Cuba ikke længer
brug for ham. Efter sejren over USA og eksil-cubanere i Bahia Cochinos (Svinebugten), var
han overbevist om at den Cubanske revolution var stærk nok. Men han var også overbevist
om at Cuba ikke var så afhængig af sukkersalg til Sovjetunionen, som af at andre
revolutioner i Latin-Amerika skulle lykkedes.
Den store sociale kamp var ikke bare tilstede i Latin-Amerika, men også
i Afrika, hvor Cuba havde støttet Congos befrielseskamp efter at de blev invaderet af
belgiske militær (med støtte fra USA). Che troede det var muligt at bygge en
international alliance dér, og ville lede en gruppe af cubanere, som skulle støtte de
demokratiske kræfter. Den 24. april 1965 kom han til Congo, som leder for en gruppe af 13
guerilla medlemmer som skulle deltage i kampen. I Congo traf de flere grupper som hverken
var organiseret eller disciplinerede. Der var også megen intern rivalisering og ringe
kendskab til våbenbrug. Nogle grupper prøvede at organisere angreb mod det belgisk
støttede militære, men uden at lykkedes. Grupperne mistede deres støtte i Algeriet og
Tanzania, og blev tvunget til at forlade Congo efter at den Congolesiske demokratiske
guerilla blev angrebet og tabte stort. Den 25. november blev Mobutu sejrherre i Congo, og
etablerede et brutalt regime som varede frem til 1997.
Efter denne erfaringen skriver Che "Historier fra
revolutionskampen (Congo)", som en parallel til den han havde skrevet om
Cuba.
Den 21. juli 1966 kom Che tilbage til Cuba, i al
hemmelighed, for at forberede guerillakrigen som han så komme i Latin-Amerika. Det var
Bolivia som blev valgt pga. sin geografiske position, de kontakter som man havde
formaliseret med bolivianere, og deres tradition for kamp for sociale rettigheder. I Cuba
trænede man en lille gruppe og valgte området de skulle operere i.
Før Che rejste til Bolivia skrev han et dokument til en
verdens-konference, som skulle holdes i Havanna, af de landene som ikke var allierede med
USA eller USSR. Her præsenterede han sit slagord om, at der måtte skabes "1-2-3
mange Vietnam", som egentlig var tråden som gik gennem hele hans arbejde de
sidste år.
Den 1. januar 1967 kom Che til Ñancahuiazu (Bolivia)
sammen med gruppen, som skulle etablere det første guerilla-center i Bolivia. Man havde
et netværk, som kunne kommunikere med omverden og som kunne give guerillaen hvad den
behøvede. Man ville ikke give sig til kende før man havde etableret en større gruppe
med et kraftigt støtteapparat. Men gruppen blev opdaget før dette blev opnået, og
guerillaen blev nødt til at konfrontere den bolivianske hær. Dette skete i marts 1967
hvor flere af gruppemedlemmerne blev dræbt eller taget til fange for senere at blive
myrdet. Nogle af dem snakkede under tortur, og det blev kendt at Che var blandt dem. USA
sendte militære "rådgivere" og begyndte at indkredse de resterende
guerilla-medlemmer. Den bolivianske hær havde 1.800 mænd i området mod de 20 som
guerillaen bestod af på dette tidspunktet, august 1967. Guerillaen prøvede at bryde
"cirklen", men de var sultne, underernærede og syge, hvilket gjorde dem meget
langsomme.
Che skrev en dagbog som senere blev publiceret, det sidste notat er fra
den 7. oktober. Guerillaen blev angrebet den 8. oktober og Che blev myrdet den 9. sammen
med sine kammerater.
Kun 3 undslap og flygtede via bjergene til Chile.
Hasta la victoria siempre!
Oversat, omskrevet og tilrettet efter en norsk
oversættelse af Inés Bahamonde, leder af LAG-S.
"Jeg ved du kommer for at dræbe mig.
Skyd, kujon, du skal kun dræbe et menneske."
Che Guevara, 9. oktober 1967 |
