Who let the dogs out?

Transporteren fløj hjemad gennem det tyske landskab; gulvet oversået med affald og CD’er, men humøret stadig højt omme bagi. Riiser på bagstiv slap line og resten i stadier mellem søvn og hysteriske latteranfald. Johnny kører bussen på sin tredje Red Bull og vi ser ud til at nå færgen i fin stil, selvom Berlin var svær at komme ud af. (Faktisk kørte vi forkert samme sted en tre-fire gange den weekend, men lad nu det ligge.)

Pludselig ser Johnny ikke helt rolig ud længere – hans ansigtskulør matcher farven på den røg, som pludselig vælter op af kølerhjelmen. Ind til siden mens Johnny fortæller om sine bange anelser over alt det kølervæske som kareten har slugt siden Berlin.

Folk vælter ud i rabatten og Larsen kommenterer at der også vælter damp ud af udstødningen. Martin mener ikke det er noget godt tegn, og de bilkyndige siger samstemmende at det vist er noget den gør hvis toppakningen er gået. Derefter følger en masse snak i mobiltelefon, gullash på et Raststelle inden vi endelig, cirka seks timer senere, ruller videre i en udlejningsbil.

På den måde endte turen med at blive lidt længere end nødvendigt. Dem, som har været med før ved, at søndagen efter en Berlin Cup har det med at være lidt hård. Opskriften på træthed lyder: sov på et gulv uden ørepropper ved siden af Rødovres storsnorkende elitehold. Dagen efter tager du en 7-8 rugbyhold som spiser små danskere til morgenmad og spil rugby mod dem i ti timer uden at spise noget synderligt, drik derefter en del dåseøl (alle køber en ramme i den tro at ingen andre har tænkt på det) og gå i byen til klokken fire om morgenen. Stå derefter op og sid i en bus i seks timer...

Men indtil bussen brød ned havde vi haft en kanon cup. En femteplatz er jo ikke ringe i det fine selskab – bedre end Rødovre, for eksempel, så måske snorkede vi alligevel højest? Vi fik nogle fantastiske kampe – ikke mindst mod Duisburg. Vi spillede lige op med de stærke tyskere og holdt nullet indtil vi fik to mand vist ud. Så blev den lidt svær at holde og efter et lille minuts massivt pres puttede de sejrsmålet i. Fed forsvarstræning!

Og vi fik indstiftet en ny tradition: Rocazino og Baha Men’s ’Who let the dogs out’ vil i fremtiden altid minde undertegnede om Berlin... Fortrydelser? Vi kommer ikke uden om Oranienburgerstrasse næste gang.

(SB)