BABELEN
- i ny videnskabelig oversættelse. (Udvalgte dele)
FABRIKATIONSBERETNINGEN
I begyndelsen fabrikerede Gud himlen og jorden. Og jorden var rigtig dejlig kaotisk, lige et sted vi anti-kulturevolutionister kan lide at boltre os. Og Gud stønnede vellystent ud over vandene. Men pludselig en dag råbte han: "Der skal være lys!" og der blev lys. Og Gud separerede lyset fra mørket, og på lyset satte han det positivt forskelsbehandlende prædikat "dag" og på mørket satte han det dybt diskriminerende prædikat "nat." …
… Og Gud råbte: "Lad os producere mennesker efter vort eksempel, som en projektion af os selv! Og de skal tyrannisere alle de øvrige dyre-species på jorden!" Gud producerede to mennesker som en projektion af sig selv, som mand og kvinde producerede han dem. Og Gud sagde til dem (her tilføjer nogle håndskrifter: med et fordægtigt smil om læben): "Gå ud og overbefolk jordkloden og udpin dens ressourcer. Opkast jer til tyranner over alle de øvrige dyre-species!" …Og Gud så alt, hvad han havde fabrikeret, og så gned han sig i hænderne og gik i seng. Og det blev aften og det blev morgen, den sjette dag. Det var himlens og jordens fabrikationsberetning.
OPNÅELSEN AF ET HØJERE BEVIDSTHEDSNIVEAU
Slangen var det mest antifascistiske dyr af alle de ikkedomestikerede dyrespecies, Gud havde produceret, og den spurgte kvinden: "Har Gud bildt dig ind, at du for at leve op til det mediepromoverede mandsskabte kvindeideal ikke må dinere af planterne her i haven?" Kvinden svarede: "Vi må gerne soupere af væksterne i haven, men frugten på træet midt i haven må vi ikke fortære, for så omkommer vi." Men slangen forklarede: "I skal skam ikke dø! Men Gud ved, at den dag, I spiser af det træ, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver et par vanvittig begavede antifascistiske humanister, og så vil I begynde at abonnere på kritiske revolutionære studenterblade og klæbe plakater op på alle træerne i haven." Kvinden indså at træet var godt at spise af og attraktivt at se på, og at det også var værdifuldt som vidensressource, og at viden er magt. Hun bemægtigede sig en frugt og fortærede den i samkvem med sin samlever. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de både i psykisk og fysisk forstand var nøgne. Derfor gik de hen i en anerkendt boghandel og rekvirerede et abonnement på et kritisk nidsskrift og en fremmedordbog. Bagefter gik de ind i hærens overskudslager og købte hver et par camouflagebukser og en lille sort strikket hue, som de tog på. (Visse håndskrifter tilføjer: Adam fik også en piercing i næsen.)
Men da Gud så det, smed han dem ud af Edens have og ansatte dem som en slags fæstebønder på et elendigt stykke jord, hvis begrænsede ressourcer han tvang dem til at udpine. Men kvinden sagde bare: "Jeg er da ligeglad! Artige piger kommer i Himlen, men Corsaklen kommer overalt!" (Visse mindre troværdige håndskrifter tilføjer: Undtagen i Himlen)